NYT FRA SYNODEN 5
A new way of being Church
”Da jeg kaldte Guds Kirke i Synode, stod det klart for mig som Roms biskop, at jeg havde brug for Jer alle: Biskopper og vidner til den synodale rejse. Tak! …. Også biskoppen af Rom er ‘en lyttende’ for at kunne give svar til Ordet, der daglig siger til ham -‘ styrk dine brødre og søstre – giv mine får at spise!’
(Pave Frans i talen lørdag aften efter godkendelsen af slutdokumentets tekst)
“Sidste år, da vi mødtes, var der en majoritet og en minoritet, der så med mistænksomhed på hinanden. Sådan har det ikke været i år. … vi har oplevet og gjort en erfaring om synodalitet… ved afslutningen i dag var alle glade, ingen der tænkte – mine synspunkter kom ikke igennem – alle var glade. “Vi har vandret sammen – og det må vi også gøre i fremtiden -”
(Kardinal Hollerich ved pressekonferencen lørdag aften)
****
For et par timer siden her lørdag aften sang Synodeforsamlingen Te Deum efter nu at have afsluttet sine tre års arbejde. I morgen er der så Taksigelsesgudstjeneste i Peterskirken, hvor paven prædiker. Alle 155 paragraffer af Slutdokumentet blev godkendt. Det indeholder ikke alene resultatet af Anden Samlings arbejde, men sammenfatter det arbejde, og de foreløbige resultater af den proces, som pave Frans igangsatte i oktober 2021, da han indkaldte en ‘Synode om synodalitet’ og bestemte, at den ikke alene skulle have biskopper som deltagere, men engagere hele Guds folk. I sin tale her til aften efter godkendelsen af dokumentet bekendtgjorde paven, at han ikke ville komme med en postsynodal skrivelse, men ønskede, at dokumentet umiddelbart skulle stilles til rådighed for hele Guds folk – her brød forsamlingen ind med bifald – paven fandt, at indholdet gav grundlag for biskopperne til at fortsætte den synodale vandring som synodal Kirke sammen med deres bispedømme i sendelsen til verden i hver i deres lokale forhold. I øvrigt ville han afvente resultatet af de 10 studiegruppers arbejde.
Afslutningen i aften betegner ikke et punktum, men peger mod en ny begyndelse med afsæt i disse tre års arbejde. Som det blev udtrykt efter første samling – det er ”a new way of being Church”, der er indvarsle og ved at tage form.
Her sent lørdag ligger allerede på Vatican News en gennemgang af Slutdokumentet. Et uddrag følger i oversættelse:
”Den synodale proces slutter ikke med afslutningen på Synodeforsamlingens møde, den omfatter også implementeringsfasen”(9), der involverer alle i en daglig proces med en synodal arbejdsmetode, der består i høringer og discernment’-skelnen – således, at man kan finde frem til fremgangsmåder og konkrete veje, som kan føre til, at en mærkbar synodal omvendelse finder sted i diverse kirkelige sammenhænge. Dokumentet udfordrer i særlig grad biskopperne med hensyn til at forpligte sig til gennemskuelighed og accountabiity og noterer sig, at Troskongregationen med kardinal Fernandez, Troskongregationens præfekt, fortsætter arbejdet med at kvinder får større roller og større magt i Kirken.
To nøgleord, som står frem i teksten – begge set i sammenhængen med og i perspektivet af en opfordring til omvendelse – er ‘relationer’ som en måde at være Kirke på – og ‘forbindelser, tilknytninger‘, kendetegnet ved at der udveksles gaver mellem Kirkerne. Når dette leves dynamisk, er det noget, der kan virke overbevisende. Når det gælder det missionale, sendelsen til verden, er det de lokale Kirker, der står i centrum. Det er sendelsen, der er fundamentet for at få en erfaring om synodalitetens mangfoldighed, hvor alle strukturer er stillet i missionens tjeneste, og hvor et lægfolk i stigende grad udfylder deres rolle som hovedpersoner i denne proces.
I dette perspektiv lægger dokumentet vægt på den konkrete virkelighed, der består i at have rod på ‘et sted’.
Endvidere – det er bemærkelsesværdigt at synodefædrene og -mødrene fremsætter forslag om, at departementerne i kurien igangsætter omfattende høringer, ”før de offentliggør væsentlige normative dokumenter”(13)
Slutdokumentets struktur
Slutdokumentet har fem afsnit, der tager afsæt i Evangeliernes beretninger om den opstandne Jesus, der viser sig for apostlene. Det første afsnit har titlen: ”Synodalitetens hjerte”. Det andet ”Sammen i båden” handler om ”en omvendelse i de relationer, som er byggesten i det kristne fællesskab, og er med til at forme missionen igennem sammenvævningen af kald, karismer og tjenester/embeder”. Mens det tredje ”Kast nettet ud” identificerer tre praktiker, som er tæt forbundet med hinanden: at skelne i det kirkelige fællesskab, måden at træffe beslutninger på, og at få skabt en gennemskueligheds, accountabilitets, og evaluerings kultur”. Det fjerde hedder ”En fangst i overflod” og skitserer hvordan det kan blive muligt under nye former at dyrke en udveksling af gaver og en sammenfletning af forbindelser og bånd, som knytter os sammen i Kirken på et tidspunkt, hvor oplevelsen af at have rod et bestemt sted ændrer dybtgående karakter. Og endelig det femte: ”Således sender jeg Jer”, der lader os se på de første skridt, der bør tages: at tage vare på formationen af hele Guds Folk som synodale missionærer”.
****
I den forgangne uge blev der arbejdet med et udkast til slutdokumentet i rundbordsgrupperne. Ca. 900 ændringsforslag eller tilføjelser var afstemt i grupperne og indleveret til Redaktionsgruppen omslag formiddag. Hertil kom ca. 100 individuelle ændringsforslag. Arbejdet var blevet indledt med en retrætedag, startende med votivmesse til Helligånden og prædiken af Synodens generalsekretær kardinal Grech, der opfordrede til ikke at beholde all gaver, som Synoden havde givet, for sig selv, men dele dem ud til hele Kirken. Hvis vi lytter til Ånden, vil vi finde nye veje, så vi kan nå alle. Afslutningen på Synoden er ikke et punktum. men en ny begyndelse, så Guds Ord kan spredes ud.
Timothy Radcliffes meditation handlede om dem frihed, deltagerne skulle forholde sig til dokumentet med: friheden til at give udtryk for sine synspunkter og meninger, frit og åbent og ansvarlig – og en indre frihed overfor egne meninger, så man ikke ser sig selv den inkarnerede norm for den sande ortodoksi. Friheden til at sige ‘jeg’ og stå ved, hvad man mener, friheden til at sige ‘vi’ også sammen med andre, man måske ikke er ganske enig med. Og så bevidstheden om at Gud arbejder med os og ikke ved siden af os. Han virker sin vilje gennem os, i vores vaklende viljer og ofte rodede sind og intellekt, og vi ved at således virker alt til det gode for den, der elsker Gud – i et mysterium, vi ikke fatter.
Mens rundbordsgrupperne arbejdede med dokumentet, blev pressekonferencerne brugt til at belyse centrale emner, som var bragt på bane i forsamlingen, ud fra forskellige vinkler og fra forskellige dele af verdenskirken. Det handlede blandt andre om – og det der nævnes her, vil kunne genfindes i slutdokumentet:
- en decentralisering i Kirken, og i den forbindelse om bispekonferencernes status og autoritet i en synodal Kirke. Om muligheden for lokale løsninger på spørgsmål, der ellers angik hele Kirken.
- Et afgjort Nej til krig i en voldelig verden. Kirken som bringer Kristi fred til en verden, der er ved at bryde sammen. Dette forudsætter at Kristi fred også hersker blandt os.
- spørgsmål om det kvindelige diakonat, hvor en afgørelse ikke vurderes til at være moden her og nu, og hvor problemstillingen derfor udvides til at omfatte kvindens rolle og funktion i Kirken i det hele taget, Kvinder verden over er mere interesserede i at få del lederskab og beslutningsprocesser, og i at påtage sig lederansvar. Der blev nævnet eksempler fra praksis i Latinamerika og Afrika med kvindelige kateketer, der har ansvar for basisfællesskaber og sogne.
- biskoppens rolle og funktion
- kontinentale forsamlinger – og samlinger af kontinentale bispekonferencer, som de har det i Latinamerika med CELAM,
- Det er nødvendigt ‘at finde reset knappen’, rekonfigurere Kirken, så den bliver i stand til at løse sin opgave i verden af i dag. Her nævnes nødvendigheden af transparency, accountaility og evaluering – ikke blot med hensyn til administration og økonomi, men også for den pastorale planlægning og på alle niveauer, i en gensidighed: vi vandrer sammen og vi må stå til regnskab overfor hinanden overfor hinanden, ikke kun lederskabet overfor ‘folket’, Når disse begreber bruges inden for Kirken, bemærker en kirkeretsekspert, begrundes de ikke sociologisk eller politisk men de har en dyb teologisk begrundelse.
En congolesisk biskop opsummerede sin erfaring med Synoden: Vi er kaldt sammen ikke for at få løst specifikke problemer, men for at forestille os en ny måde at være Kirke på. Vi vendte hjem fra første samling med det for øje, Samlingen havde lagt en grund. Og nu – det gælder for den lokale Kirke som for den universelle Kirke, vi må se på hvert enkelt problem, vi støder på, med synodalitetens øjne og bruge dens vej.
Hanne Gregersen