Sankt Mariæ Kirke og Sogn gennem 125 år

– et rids af historien

Af Hanne Gregersen

“Et katolsk Sogn er ikke en Molekule i den store Organisation, det er en Celle i det store levende Kirkelegeme.”
Biskop Suhr i talen september 1941 om nyordningen af de københavnske sogne.

Et sogn vokser op omkring den kirke, hvor menigheden fejrer eukaristi- en. Derfor er sogn og sognekirkes historie vævet sammen og må fortælles sammen.

Sankt Mariæ sogns 125 år går tilbage til 1892/93. Men inden det kom så vidt, er der en historie at fortælle.

Forhistorien

Da religionsfriheden blev indført med Grundloven i 1849, hørte missionen i Norden under bispedømmet Osnabrück. Der var to fungerende katolske kirker i Danmark – Sankt Ansgar i Bredgade, og kirken i Fredericia, hvis menighed havde haft kgl. privilegier siden 1686. Begge fik nu ansvar for katolikkerne i nærområdet, men ellers var det katolske Danmarkskort bart både i vest og øst.

I 1868 blev missionsarbejdet organiseret som et apostolisk præfektur med dav. sognepræst i Bredgade Hermann Grüder som præfekt – stadig underlagt biskoppen af Osnabrück. Selv om Osnabrück ikke var Preussen, var det måske en lidt kompliceret situation for de danske katolikker og hele det kirkelige arbejde at stå under et tysk bispedømme så kort tid efter 1864.

I de flg. år udbyggedes missionsarbejdet i Jylland og på Fyn med oprettelsen af sogne i Århus, Randers, Horsens og Kolding – lige nord for den daværende grænse til Tyskland, samt i Odense og Svendborg. Øst for Storebælt eksisterede endnu kun Sankt Ansgar sogn – selv om der lejlighedsvist blev fejret messe andre steder, hvor der boede katolikker. Kirken i Ordrup blev opført i 1873, men den var ikke sognekirke, den hørte til Andreaskollegiet.

Et nyt kapel på Bülowsvej

Allerede i præfekt Grüders tid nævnes det som et presserende problem at få bygget en kirke i den vestlige del af København. Byen er ikke længere rammet ind af voldene, men ekspanderer mod vest, og katolikkerne på Vesterbro og Frederiksberg mangler kirke og katolsk skole. I 1879 erhverver Sankt Joseph Søstrene en ejendom til formålet på Bülowsvej på Frederiksberg og opretter her en pigeskole og indretter kapel – Sankt Mariæ kirke: der skal igen være en katolsk Vor Frue kirke i København. Kapellet udstyres med det ældste katolske alter efter reformationen, det gamle alter fra gesandtskabskapellet i Bredgade, der har stået i depot siden 1841. Dette kapel er forstadiet til Rosenkranskirken.

I efteråret 1883 dør præfekt Grüder og efterfølges i 1884 af Johannes van Euch. Allerede ved sin tiltrædelse understreger den nye præfekt det som sit væsentlige anliggende at komme videre med planerne om en egentlig kirke – og et nyt sogn – i Københavns vestlige del, og han appellerer til menigheden om at bistå økonomisk. Sankt Joseph Søstrenes ejendom på Bülowsvej har vist sig mindre egnet til formålet, og man er på udkig efter en anden placering.

Von Euch og Sankt Joseph Søstrene køber grund på Frederiksberg Allé – Boyesgade

Samme år, i november 1884, lykkes det at erhverve en grund på hjørnet mellem Boyesgade og Frederiksberg alle, hvoraf omkring halvdelen med tilhørende bygninger overtages af Sankt Joseph Søstrene, mens von Euch beholder den resterende del. Sankt Joseph Søstrene nedlægger aktiviteten på Bülowsvej og indretter i 1885 et nyt Sankt Maria kapel og en “fransk pigeskole” på adressen Frederiksberg Alle 15-17. På præfekturets adresse i Boyesgade bliver etableret “elementarskole” for piger ved Sankt Joseph Søstrene og i 1890 Sankt Mariæ drengeskole, der bliver drevet af – i første omgang belgisk/franske – Marist skolebrødre. Den ‘franske pigeskole’ fortsatte i øvrigt sin virksomhed, til den nye Jeanne d’ Arc skole kunne tages i brug i 1924 på Frederiksberg Allé nr. 76.

Den egentlige historie begynder – det nye kirkekompleks tager form Tanken var nu på præfekturets grund at bygge et stort nyt kompleks, ikke alene med kirke, men med drenge- og pige skole, børnehjem for forældreløse piger og drenge, og boliger for skolebrødrene og kirkens præster. I første omgang ville man nøjes med et kirkerum integreret i skolebygningen for senere at opføre en egentlig storkirke – fuldstændig som historien skulle gentage sig 50 år senere på Jens Jessens Vej!

Grundstensnedlæggelsen

Det lykkedes von Euch at skaffe økonomisk støtte i Münster, hvor der oprettedes en komité, der ville støtte kirkebyggeriet på Frederiksberg med regelmæssige bidrag, og september 1891 var det så vidt, at von Euch kunne nedlægge grundstenen til det store byggeri på den erhvervede grund. ‘Nordisk Ugeblad for katholske Kristne’ beretter udførligt om begivenheden, hvor den katolske prinsesse Marie (gift med prins Valdemar) er til stede.

På grunden er der, dér hvor det beregnes, at det nye kirkerums alter skal stå, rejst et telt og et lille alter er bygget op med den allerede skænkede altertavle forestillende Rosenkransdronningen.

Ugebladet skriver:

“Ved siden af er rejst et stort trækors, som ritualet foreskriver, med fem brændende lys som sindbilleder på Frelserens fem hellige vunder, fra hvilke al nåde og velsignelse tilflyder menneskeslægten.” … “Efter sang og bøn trådte præfektursekretæren dr. theol. B Hansen frem og oplæste grundstensdokumentet, skrevet på pergament, der tillige med nogle mønter og det sidste nummer af Ugebladet og Berlingske Tidende blev placeret i en blyæske, der skulle nedlægges under grundstenen”.

Dokumentet opridser den oven for beskrevne forhistorie og fortsætter:

“Midlerne til den smukke kirke – og skolebygning, der nu skal rejses på det sted, hvor den gamle brøstfældige skole fandtes, ere tilvejebragte ved frivillige bidrag af katholikker i ind- og udland”, og dokumentet noterer, at det er “påtænkt senere at føje en større sognekirke til den bygning, der bliver opført.”

Og dokumentet fortsætter:

“Måtte denne bygning stå længe til Guds, den Allerhøjestes ære og forherligelse, måtte den allersaligste og glorværdigste jomfru og Guds moder Maria, som sub titulo Maria de Rosario er valgt til patroninde for dette gudshus, tage hele dette foretagende under sin moderlige og mægtige beskyttelse, måtte hun ved sin hos Gud så mægtige forbøn komme alle dem til hjælp, som her ville komme for at søge religionens trøst og husvalelse!“

Nedlæggelsen dateres højtideligt i dokumentet både kirkeligt – det er under pave Leo XIII’s pontifikat – og verdsligt – under Christian IX’s regering. Dokumentet lægges i en blyæske, der forsegles og indmures i et af hjørnefundamenterne af murermester Günther -’iført skødeskind’… Derefter indvies kapellets fundamenter.

Vi bliver et vikariat – Von Euch bliver biskop og Rosenkranskirken indvies

Hele bygningen var beregnet at skulle stå færdig til maj 92. Så hurtigt gik det dog ikke. Og inden byggeriet var fuldført, var Danmark i mellemtiden – i januar 1892 – blevet ophøjet til et apostolisk vikariat; vi blev dermed løst fra afhængigheden af det tyske bispedømme og kom til at stå direkte under Rom – og von Euch blev udnævnt til biskop. Bispevielsen fandt sted 8. september 1892 i Osnabrück. Ugebladet beretter, at der ikke var nogen videre repræsentation fra Danmark – der var kolera på stedet, og man havde jo endnu den katastrofale epidemi i 1853 i erindring. Biskoppen drog altså af sted alene, ledsaget af bønner om at han måtte komme helskindet tilbage… Biskoppen kom godt hjem og blev modtaget festligt ved hjemkomsten og ført til Sankt Ansgar med højtideligt indtog.

I nov. 1892 er byggeriet færdigt, og det bliver således en af biskoppens første embedshandlinger at indvie det nye kirkecenter. Kirken skulle, som allerede stadfæstet, indvies til vor Frue af Rosenkransen – Rundskrivelsen om rosenkransen var meget aktuelt kommet oktober 92 og var bragt oversat i sin helhed i Ugebladet.

Det er igen Ugebladet, der beretter om indvielsen:

“I Henseende til en forbedret Organisering af Katholikkernes Menighedsliv i Hovedstaden er der takket være den højærværdige Biskops energiske Bestræbelser sket et nyt stort Fremskridt i Søndags” – det var den 13 november, festen for ‘Marias Ofring’*.

*) Festen for Marias Ofring fejredes i Vikariatet på den næstsidste søndag i kirkeåret. “Den allersaligeste jomfru Maria blev efter legenden allerede som barn af sine forældre bragt til templet i Jerusalem og dér indviet til Guds tjeneste (latin-dansk messebog 1907, red.)

Og så følger det detaljerede referat af indvielsen af kirken:

Biskoppen kommer i procession med de tilstedeværende gejstlige fra Sankt Joseph Søstrenes huskapel på Frederiksberg Allé:

“Foran portalen bad biskoppen en bøn og bestænkede indgangsporten og kirkens ydermure med vievand, mens gejstligheden reciterede salmen ‘miserere’. Under afsyngelsen af Allehelgenslitaniet drog gejstligheden og biskoppen ind i kirken, der indviedes for lukkede døre “[…] Derefter åbnedes dørene for den talrige menighed. “Næsten 600 mennesker er inden døre – og mange må gå forgæves”.

Ugebladet fortsætter:

“Kirken er bygget i korsform, dens midtskib er beregnet til menigheden, den venstre sidefløj til Maristbrødrenes drengeskole og vajsenhus, den højre til st. Sankt Joseph Søstrenes pigeskole og Vajsenhus […] Kirken gjorde et meget hyggeligt indtryk”. Her følger en beskrivelse af alteret, som er det tidligere omtalte ældste alter fra Bredgade, dernæst af kirkens oliemalerier og af andet inventar. Det noteres, at loftet er dekoreret i ‘oldkristelig stil’, og at vinduerne er forsynede med 18 smukke glasmalerier.

Videre læser man:

“Efter evangeliet holdt den højærværdigste biskop indvielsestalen. Han glædede sig over efter otte års anstrengelser at have nået det foreløbige mål: at forskaffe katholikkerne på Frederiksberg og Vesterbro deres egen sognekirke, hvis betydning han nærmere udviklede. Dernæst takkede biskoppen velgørere, der havde bidraget til kirken med bøn og støtte økonomisk – de ville blive erindret, så længe huset stod. Også håndværkerne blev takket” […] “Det glædede biskoppen, at indvielsen netop fejredes på Marias skytsfest, thi under den hellige Gudsmoders varetægt stillede han den nye sognekirke. Vor Frue kirke, som blev rejst af katholikkerne kort efter, at biskop Absalon havde grundlagt hovedstaden, havde man ved Reformationen berøvet os, det var derfor billigt og ret at katholikkerne atter fik et gudshus til Vor Frues ære […] “Sluttelig ønskede biskoppens en god forståelse mellem menigheden og den nye sognepræst.” […] “Efter forvandlingen blev den evige lampe tændt som tegn på, at kirken nu var blevet et sandt gudshus formedelst Frelserens nåderige nærværelse i alterets allerhelligste sakramente i tabernaklet. Højtideligheden sluttede med Te Deum og den sakramentale velsignelse, hvorefter biskoppen meddelte den højtidelige biskoppelige velsignelse.”

Det bemærkedes endvidere, at […] “opførelsen (af kirken) har afhjulpet et længe følt savn i menigheden på grund af byens stadigt voksende omfang. Måtte lignende sognekirker også ret snart rejse sig i hovedstadens øvrige forstæder.”

Kirkens klokke, der var en gave fra prinsesse Marie, blev indviet et par uger efter kirkeindvielsen – og Ugebladet gennemgår i den anledning hele det smukke indvielsesrituale.

Hvordan kirken så ud?

Kirken i Boyesgade var efter datidens katolske forhold ganske stor; de 600 mennesker, der som anført skulle have været til stede ved indvielsen, har dog ikke kunnet sidde ned alle sammen. Andet steds er opgivet, at kirken i trediverne havde ca. 200 siddepladser. Den var, som vi kan forstå, stueetagen i et bygningskompleks med skolefunktioner, børnehjem, boliger og menighedslokaler.

Der foreligger en samtidig tegning af komplekset:

og et noget senere dateret foto fra interiøret:

Det nye sogn og sognepræstens indsættelse

Kirken omtaltes fra første færd som ‘den nye sognekirke’, selv om sognet officielt ikke var der endnu.

Men kort tid efter indvielsen gennemførte biskoppen så den bebudede ændring af sognestrukturen i København. Rosenkranskirken blev sognekirke i et nyt sogn, der omfattede store dele af København, vest for Stenosgade – hvor jesuitterne var rykket ind fra 1887 – hele Frederiksberg , Christianshavn og Sundbyerne.

Dekretet om Rosenkranssognet kom januar 1893 – og endelig, den 11 juni, apostlen Barnabas’ dag og det år den 3 søndag efter pinse – oprandt dagen for den festlige og højtidelige indsættelse af sognepræsten Heinrich Slump, der havde været udpeget til embedet siden 1884 og virket ved Sankt Joseph Søstrenes to kapeller og ved kirken, siden den blev indviet.

Ugebladet skriver:

“Den højærværdigste Apostoliske Vikar for Danmark har i søndags, den 11 juni, foretaget en betydningsfuld forandring i de herværende katholikkers organisation, idet katholikkerne på Frederiksberg have fået deres egen selvstændige sognepræst. Mens installationen af en katholsk sognepræst – skriver Dagens Nyheder i denne anledning – ellers foretages af en gejstlig som biskoppens mandatar, foretog biskop Johannes von Euch i Rosenkranskirken personlig denne ceremoni, eftersom det var første gang, den er bleven udført her i Danmark siden Reformationen. Rosenkranskirken var i dagens anledning smykket på det festligste, talrige levende lys og blomster prydede alteret. Fra kirkens facade vajede Dannebrog og det pavelige flag[…]Biskoppen, der var iført den violette prælatdragt, modtoges ved indgangen af prioren for Maristbrødrene og af kirkeforstanderskabet for det nye sogn, d’ hrr overauditør Wolff, fabrikant Hofmann, grosserer Soelberg, og fabrikant Grünewald, og førtes, mens kirkens klokker ringede, til den for ham bestemte bedepult ved højalterets epistelside. I procession førtes den nye sognepræst pastor Heinrich Slump ind i kirken. Knælende ved alteret aflagde han den af pave Pius den fjerde forskrevne trosbekendelse og eden på evangeliebogen. Så oplæste dr.theol. B. Hansen kaldsbrevet, ved hvilket biskoppen beskikkede pastor Slump til sognepræst i det nys oprettede sogn. Dernæst fremtrådte biskoppen og overrakte pastor Slump med forklarende ord nøglen til kirken, nøglen til tabernaklet, stolaen.[…]perikopebogen, der indeholder epistlerne og evangelierne til kirkeårets søn- og helligdage og et brændende lys. Efter disse symbolske handlinger besteg biskoppen prædikestolen. Han gjorde først rede for det nye sogns materielle stilling og oplyste, at byggeforetagenderne ved Rosenkranskirken havde medført en udgift på 200.000 kr; der resterede endnu en gæld på 60.000 kroner, og de årlige udgifter til skoler, præst, lærere og lærerinde vare meget betydelige. Han opfordrede den nye menighed, der fra nu af ikke mere skal svare kirkelige afgifter til St. Ansgar, til efter evne at hjælpe ham ud over de økonomiske vanskeligheder. Han udviklede derefter en katholsk sognepræsts pligter som lærer, sjælelæge og hyrde og indskærpede menighedens forpligtelse til at ære, adlyde og elske deres sognepræst. Efter talens afslutning iførtes den nye sognepræst messedragten og holdt en højtidelig levitmesse […]Den højtidelige handling sluttede kl. 12. Derefter gav biskoppen et festmåltid, til hvilket han blandt andre havde indbudt kirkeforstanderskabet ved Sankt Ansgar og Rosenkranskirken”.

Dermed var det længe ventede andet sogn øst for Storebælt en realitet. Og det var så kun begyndelsen. Allerede i 1895 blev det med den stigende polske indvandring tvingende nødvendigt at oprette sogn i Maribo, og Sankt Birgitta kirke blev bygget i 1897. Andre sogne fulgte efter i begyndelsen af 1900-tallet i København og på Sjælland. Også jesuitternes store Jesu Hjerte kirke blev bygget i den nærliggende Stenosgade, men blev først sognekirke ved den næste store omstrukturering i 1942. Men Sankt Annæ sogn i 1905 – det er en egentlig aflægger af rosenkranssognet med et geografisk område, der blev udskilt herfra.

Om livet i den nye menighed

Menighedens liv i det nye sogn i de kommende år kan man få et indblik i gennem samtidige skildringer i Ugebladet, men også fra bevarede skriftlige erindringer fra enkeltpersoner, som findes på nettet. Her kan man læse den senere modstandsmand Gunnar Dyrbergs oplevelser som ikke-katolik i den katolske spejdertrop i Boyesgade – og en ældre dame, Onni Fahrenholtz, ikke-katolik, skriver i 1962 om en barndom hos Sankt Joseph Søstrene i Boyesgade (perioden 1911-17), hvor hun deltager i hele det kirkelige liv.

Livet følger den almindelige katolske model for tiden. Der er 1-2 daglige morgenmesser, svarende til det antal præster, der er i sognet – hver læser sin messe, det er før koncelebrationens tid. Og om søndagen en tidlig ‘stille messe’ og en senere ‘højmesse med prædiken’ og korsang. Tillige andagt med (overvejende kateketisk) prædiken hver søndag eftermiddag eller aften, fasteandagter med prædiken, majandagter og andre andagter ved særlige lejligheder. Knyttet til kirken et velfungerende sangkor. Der er skolerne for drenge og piger, og børnehjemmene, og en skoleforening for gamle elever. Der oprettes små legater til forskellige formål – særligt til støtte for præsterne. Der er Mariakongregationer, ungdomsforening, foreninger med socialtselskabeligt eller velgørende formål, som Elisabethforeningen. Spejdere er et senere fænomen.

Præsterne er verdenspræster (skolebrødrene er jo ikke præster), i begyndelsen er der foruden sognepræsten én kapellan, i tyverne er der to. To af disse kender vi: Hubert Messerschmidt fra 1926 til 1930, og Peter Schindler fra 1928-30. Førstnævnte var i øvrigt døbt i sognet i nov. 1893. Fra beretninger ved vi, at præsterne levede spartansk. Og endnu i 1917 havde sognepræsten ikke telefon, men måtte i påkommende tilfælde tilkaldes via Sankt Joseph Søstrenes telefon.

Er det muligt at sige noget sammenfattende om dette katolske liv, som det udfoldede sig her?

Det kan selvfølgelig kun blive et forsøg – men det første indtryk er, at der tegnes et religiøst liv, et fromhedsliv, der formes mere af andagter (som jo foregår på dansk i modsætning til messen på latin) end af liturgien, messen, og ligeledes at deltagelsen i messen – eller bivåningen af messen, som det hedder – fra de troendes side netop er en ‘bivåning’ mere end en deltagelse. Der eksisterer en katolsk salmebog på dansk, men det er først i 1907, at den danske katolske menighed får en komplet latin-dansk messebog, hvor udgiverne i forordet formulerer håbet om, at den vil “…bidrage til i vore små menigheder at fremme kendskabet og kærligheden til de rige skatte, der rummes i Kirkens gamle og skønne liturgi og således hjælpe i hvert fald nogle til at følge den hellige messe i Kirkens ånd med forståelse og inderlig andagt…” Samtidig er det et katolsk liv, der er præget af stor taknemlighed og glæde over, at Kirken igen er til stede i vort land, og at det er blevet muligt at modtage sakramenterne, og her efter 1892 også firmelsen ved ‘vores egen’ biskop.

Det andet er, at det er en bevaringskristendom¸ der lever her. Det danske samfund, som Kirken fungerer i, er i opbrud med økonomisk krise i 70’erne. Brandesforelæsningerne om ‘hovedstrømninger’ var i 1871, og kristendom er ikke længere en selvfølgelighed, heller ikke i folkekirkens forstand. Det gælder om at få mennesker ind i Kirkens ‘Heilsanstalt’ og bevare dem dér – og give dem argumenter i hænderne til at forsvare deres tro. Det katolske liv foregår – og som sagt i stor taknemlighed – inden for murene; tankerne om lægapostolat og katolsk aktion, om den døbtes medansvar i kirken og verden, begynder først at formuleres 30-40 år senere af Pius XI i tyverne efter første verdenskrig.

Det tredje er, at også rosenkransmenigheden i disse første år lever i en social sammenhæng, der i vid udstrækning er henvist til privat velgørenhed, dér hvor der er nød – de store socialreformer ligger endnu 40 år ud i fremtiden. Samfundet er afhængigt af caritas – og den øves rigeligt af ordenssøstre og foreninger.

Og endelig er det en menighed, der med udenlandske præster og søstre og et kirkesprog, der er latin, bestræber sig på at vise, at den er dansk, samtidig med at den teologisk skarpt adskiller sig fra og definerer sig i modsætning til ikke alene den danske evangelisk-lutherske kristendom, men også til den syntese af tro, kultur, sprog og historie, der endnu lever i samfundet. Den før omtalte katolske salmebog har ingen danske, ikke-katolske salmer med, de får først officiel adgang i 1951, og der er forbud – under synd – mod at overvære folkekirkens gudstjenester. Men Dannebrog vajer ved festlige lejligheder sammen med paveflaget, og biskop von Euch forordner messe og Te Deum i anledning af kongeparrets guldbryllup, han møder selv i audiens overbringende en lykønskning fra Leo XIII. Det er også van Euch, der allerede som vikar stiller krav om, at der prædikes på dansk. Er således betydningen af dansk sprog erkendt, er betydningen af den trosmentalitet, der formidles i et andagtssprog, der nok er oversat, men ikke vokset frem af dansk kultur og mentalitet, endnu ikke blevet bevidst. Man aner en forståelse af denne problematik, når en dansk katolsk præst i 1917 ved pastor Slumps død skriver, at pastor Slump var fra Hannover. hvis beboere ‘minder så meget om danskerne’, og at Heinrich Slump ‘i næsten alle henseender blev som en af vore egne’ (kursiv red.).

Heinrich Slump dør. Ny sognepræst og nyt hovedalter – et rosenkransalter

I 1917 døde menighedens højtelskede sognepræst Heinrich Slump, og med ham endte den epoke, der gik helt tilbage til 1884. Den næste sognepræst Christian Raabe fra Westfalen virkede i sammenligning kun i få år. På hans initiativ blev det gamle og skrøbelige alter fra Bredgade i 1924 udskiftet med et nyt hovedalter, et ‘rosenkransalter’, billedskærerarbejde fra Tyskland efter udkast af pastor Raabe selv. Det bemærkes dog, at det kun midlertidigt skal være hovedalter; i den nye kirke, som man stadig regner med snart skal rejses, skal det kun være ‘kongregationsalter’ – dvs alter i Mariakapellet (se billede næste side).

Nye præster renovering og forsøg på nybrud

Den nye kirke lod stadig vente på sig, og fornemmelsen af, at den måske aldrig kom, bredte sig. I 1926 blev den danske Bernhard Jensen sognepræst, samme år blev Hubert Messerschmidt kapellan i sognet, og to år senere sluttede Peter Schindler sig til som kapellanvikar. Der sad altså nu et dansk trekløver i Boyesgade. Peter Schindler beskriver situationen i sine erindringer – herunder kirkerummets forfald. En istandsættelse viste sig helt nødvendig, rummets indre fremstod dårligt og planløst vedligeholdt og i en tilstand, der nærmede sig det uværdige for fejringen af liturgien. På initiativ af Hubert Messerschmidt fandt nu en gennemgribende renovering sted i 1929-30, der resulterede i en total nedrivning og fornyelse af kirkens indre. Arbejdet indvarslede i sit udtryk, hvad man kunne kalde en ny fornemmelse for kirkerummets teologi, i pagt med den teologi, der i øvrigt prægede HM’s forkyndelse, og som i sig selv repræsenterede et nybrud herhjemme. De to katolske kunstnere Aksel Theilmann og Birgitte West (der også havde stået for indretningen af Sankt Bendts kapel i Rudkøbing, den tredje Christen Skikkild var død i 1927) var kunstnere på renoveringen, og også Niels Skovgaard blev inddraget.

Al oliemaling blev renset af vægge og disse kalket op med grov kalk i en varm hvid tone. I koret blev alle vægflader udsmykket med Birgitte Wests fresker, og rummet fik nyt inventar: alter, sakramentshus, krucifiks. Også lysekronerne blev udskiftet.

Efter afslutningen af arbejdet kunne Peter Schindler i tre artikler i ‘Ugebladet’ beskrive det smukke kirkerum, der blev resultatet – med genopdagelse af fine detaljer fra det oprindelige indre, der var gået tabt i de forløbne 40 år siden indvielsen.

Peter Schindler om det renoverede kirkerum

Peter Schindlers tre artikler har overskrifterne: Stenenes tale – Den dybere ide – Billedernes tale og følger her i uddrag:

Stenenes tale

Det første, der er ændret, og det, der falder mest i øjnene – er selve rummets væsen og karakter…. (væggen] er levende, som hine gamle, hvidpudsede kirkemure af kvadre eller munkesten var levende. Den sprøde kalk giver en følelse, som om væggen åndede, forhen syntes den kvalt bag den altid svedende oliefarve.

Så er lyset blevet et andet…nu er vinduesbuerne slået skrå, så lyset vælder ind i vifteform….Lamperne var forhenværende gasarme med åbne elektriske pærer…nu hænger i svære mørke kæder, gyldne, udskårne trækroner….Så har hele rummet fået klarhed og rigt lys gennem let opaliserende ruder af antiqua glas…således er huset selv bragt til værdighed og ro, enkelhed og uverdslighed – bragt i slægt med den os danske katholikker så kære landsbykirke…

Den dybere ide

Den, der træder ind, tvinges straks til at se op og til at blive ved med at se op. …Alt nede i kirken er underordnet centraliseringen i alter, kors og sakramentshus…. Ind mod bagvæggen står det nye alter, hvis største dyd er enkelthed og styrke. Dets materiale er upoleret eg, der har været lagt i kalkvand, så nerver og strenge er blotlagt… Dets gråviolette træ er lagt i aftrappede felter, så dets store flader spiller i lys og skygge… Midt for alterets bagvæg står tabernaklet under sit telt af silkebrokade (en væveprøve fra pavens korkåbe!)”

Beskrivelsen bør gives fuldt ud af dette sakramentshus, der fulgte med til Jens Jessens Vej, men nu befinder sig i kirken på skolen Institut Sankt Joseph på Østerbro:

“Det er en ren kubus i grå eg – formen leder tanken hen på cella i oldtidens templer og på østerlands kubiske huse – dette sidste fremhæves ved kuplen, der minder om den på huse i Betlehem (Betlehem – Brødhus!). For at den ikke skulle virke fersk med sit guld i lyset fra korvinduerne, er den lagt i rislende kanelurer, så den ligner flydende guld, der er størknet.

Dørene til sakramentshuset er holdt i den fra østens templer kendte skrå form (jf Thorvaldsens museum) der tillige er teltdørenes klassiske form (tabernakel – telt) De er prydet med eukaristiske symboler, der følger antifonen ‘O sacrum convivium’… hvis ord er ristet ind i symbolernes rammer. Det hele er enkelt og stærkt, højtideligt og selvfølgeligt som et tempel.

Og Schindler fortsætter… Over altret hænger Krucifikset på bagvæggen, corpus er foreløbig en kopi af elfenbenskrucifikset fra Herlufsholm, men skal erstattes af en byzantinsk Christus imperator.

Den tredje artikel hed Billedernes tale

Det har været meningen med kirkens billeder, ikke at hænge billeder op i kirken, men at ‘lade stenene tale’, idet væggene selv er gjorte til billeder, dette er både ældgammel kirkelig tradition, og det er en forskel fra verdslige rum… Det er koret, kultusstedet, der er gjort til genstand for dekoration. De store, hvide mure ender ved buerne ind til sideskibene, og så begynder koret, der fra gulv til loftsbjælker og fra væg til væg er helt farvelagt. Artiklen fortsætter med at beskrive Birgitte Wests store arbejde på korets bagvæg med en Kristus i en mandorla midt i universets mangfoldighed.

Der manglede ved afslutningen af arbejdet endnu to af Aksel Theilmanns arbejder – Lysenglen i bronze, der bærer olielampen, kom til i 1931; kongekorset var der først råd til i sommeren 1941, ½ år før kirken flyttede til Jens Jessens Vej. Først med dette kors var Hubert Messerschmidts renovering tilendebragt, sådan som det er fortalt andetsteds i dette skrift.

Når denne renovering er beskrevet så udførligt her, er det af to grunde.

Den første er for at fortælle baggrunden, både den praktiske og den teologiske, for kors, alter (og fra 1942 til 65 endnu også sakramentshuset) og den lysbærende engel, der fulgte med til Jens Jessens Vej, og som endnu stadig afgørende præger kirkens udtryk i dag.

Den anden grund er for at sige, at det, der skete i 1930 i Boyesgade, i teologisk forstand, var langt forud for sin tid. Det repræsenterede et forsøg på et nybrud, der egentlig først med koncilet slog igennem. Trekløveret i Boyesgade blev opløst – Hubert Messerschmidt blev forflyttet til Sønderborg (og hans løn inddraget, til udgifterne ved renoveringen var betalte…), og Peter Schindler rejste kort efter til Rom – Bernhard Jensen fortsatte endnu et par år som sognepræst i Boyesgade med andre kapellaner og kom til

Fredericia i 1935, hvor han døde i 1940 som en meget afholdt sognepræst.

Hvordan det videre gik – mod en ny sognestruktur i Storkøbenhavn og en ny Rosenkranskirke på Jens Jessens Vej

Kirken i Boyesgade var som anført integreret i et kompleks, der rummede de funktioner, som man – da den blev bygget – anså for nødvendige for et katolsk sogns liv og levedygtighed, først og fremmest sogneskolerne, men også børnehjemmene for de forældreløse børn.

Men den sociale profil ændrede sig i årenes løb, og børnehjemmene blev nedlagt. Der var heller ikke længere det samme behov for sogneskolerne, dels med den voksende Sankt Knuds skole og Jeanne d’ Arc instituttet i nærheden, dels fordi sognets børn i stigende omfang søgte de nye kommuneskoler. Sogneskolen holdt dog ud til 1940, hvor den blev nedlagt og integreret i den nyoprettede Katolsk Centralskole.

Også på anden måde løb tiden fra de oprindelige planer om at udbygge komplekset i Boyesgade med en stor egentlig kirkebygning. Sådan som det havde været tilfældet i 1880’erne med byens udvikling mod vest, voksede København nu i tyverne og trediverne videre i viften vest – nord, så behovet for en ny Frederiksbergkirke blev forskudt mod vest. Dertil kom, at jesuitternes store kirke i Stenosgade ikke langt fra Boyesgade, indviet allerede i 1895, hurtigt blev den, som mange katolikker fra Vesterbro og Frederiksberg søgte til, især hvis de havde drenge i Sankt Knuds Skole. I van Euch’s efterfølger biskop Brems embedstid kom derfor planer om at bygge den nye rosenkranskirke længere mod vest på Frederiksberg i stedet for at udvide i Boyesgade, og man sendte følere ud for at undersøge mulighederne i den vestlige del af kommunen.

I efteråret 1938, i overgangsperioden mellem biskop Brems og den nye Biskop Suhr, foreligger en forespørgsel til Frederiksberg kommune fra en advokat på vegne af “menighedsrådet ved den katholske Rosenkranskirke i Boyesgade” om eventuel tilladelse til at bygge kirke, præstegård og menighedshus, hvis en nærmere bestemt grund på den endnu ikke udbyggede Jens Jessens Vej kan erhverves. Kommunen er ikke afvisende, men vil gerne se et skitseprojekt. Byplanen, der principielt har udlagt området til villabebyggelse, giver mulighed for ‘offentlige institutioner og offentligt-lignende institutioner’.

Der kommer imidlertid intet skitseprojekt fra advokaten, og sagen hviler, til biskop Suhr er blevet indsat. Tankerne om en udflytning af Rosenkranssognet er nu knyttet sammen med en ny sognestruktur for hele Storkøbenhavn, hvori også kan indgå en oprettelse af et sogn omkring kirken i Stenosgade.

I oktober 1939 foreligger så en ny ansøgning. Denne bevilges af kommunen med nogle betingelser, efter at man har set et skitseprojekt, og grunden på Jens Jessens Vej erhverves af Ansgarstiftelsen 14.12.39.

I sommeren 1941 foreligger tegninger fra arkitekt Gunnar Glahn til et stort kompleks på grunden ved Jens Jessens Vej 7-9 med kirke, præstegård og menighedshus. Dog bemærkes, at selve kirkebygningen vil blive udskudt, som det havde været tilfældet i Boyesgade, pga. de vanskelige tider, og kirken vil midlertidig blive indrettet i det, der var projekteret som menighedssal.

Mødet i Odd Fellow Palæet september 1941

Planerne om nyordningen af sognestrukturen i København blev præsenteret for katolikkerne i Storkøbenhavn ved et stort og festligt arrangement i Odd Fellow palæet i september 1941, halvandet år inde i Besættelsen, organiseret af de kort forinden oprettede Sankt Knuds gilder. Der var et flot kunstnerisk program, og biskop Suhr var hovedtaler

Det var en stærk tale her i besættelsestiden, både kirkeligt og nationalt, den løftede nyordningen op over noget blot administrativt hensigtsmæssigt og rationelt og satte den ind i tidens dybt alvorlige og dramatiske kontekst af krig og vold. Nyordningen af sognelivet blev præsenteret som en hjælp til at intensivere troslivet og samlingen om troen, Kirken og paven som det egentlige svar på krigens ondskab, som vejen til fred og med et fremtidshåb, der forpligtede

“…uanset larmen fra krigsskuepladserne og alle horisontens truende skyer, skal hver af os i Kirke og samfund gøre dagens gerning. Vi skal bygge, som om ingen bombe kunne ødelægge års arbejde på et øjeblik. Vi skal opdrage og værne om vore børn, som om verden var tryg at leve i for den næste generation. Til syvende og sidst sejrer Livet, fordi Gud er de levendes Gud, fordi han er Livets fylde. Vi søger derfor ind, hvor Livets puls fornemmes stærkest. I døsige fredsår kan materialismen ret- te angreb på hjemmene og vinde nogle små sejre. I sværdets tider ser vi alle, at i hjemmene og familierne bygger Livets kræfter utrættelig op, hvad dødens drabanter har lagt øde…”

Og så stod Sankt Mariæ kirke færdig i isvinteren 1942

Den nye Sankt Mariæ kirke var en vigtig brik i nyordningen – og den kunne trods alle tidens vanskeligheder indvies allerede i weekenden 24- 25 januar 1942. Ugebladet bragte et fyldigt referat med fotos. Det var en af isvintrene med brændselsknaphed, og søndag den 25 var den koldeste dag i århundredet i København, hvor temperaturen ikke nåede op over minus 20 grader…

Ugebladet skriver:

‘’Den ny storkøbenhavnske sogneordning er tilendebragt: Søndag den 25. januar tog menigheden i Sankt Mariæ sogn sin ny kirke i besiddelse. Et stort arbejde er dermed fuldført, idet den længe tiltrængte nyordning af de katolske sogne i Storkøbenhavn med indvielsen af Sankt Mariæ kirke på Frederiksberg dermed er ført ud i livet.” (De andre indvielser havde allerede fundet sted).

Og bladet fortsætter:

“(Lørdag den 24)..Det lyse og venlige kirkerum var fyldt, da højtideligheden begyndte kl. 1030. […]Processionen på 39 præster drog under afsyngelsen af Allehelgenslitaniet ind i kirken, hvor biskop Suhr foretog de indvendige indvielsesceremonier. og dernæst læste den første messe[…] Søndag formiddag kom biskoppen atter til stede og foretog indsættelsen af den nye sognepræst…Efter at have foretaget den smukke symbolske indsættelse, der afsluttes med, at sognepræsten fra prædikestolen læser evangeliet om Den gode Hyrde og derpå lyser sin første velsignelse over menigheden, rettede biskoppen nogle ord til menigheden og mindede om hans forgængers biskop v. Euch hensigt med kirken i Boyesgade, der kun midlertidigt skulle tjene som kirke[… Til slut opfordrede biskoppen menigheden til at tage mod dens nye hjem og stå sammen om dens nye overhoved. Under den påfølgende levitmesse prædikede pastor Hake over dagens evangelium (det var Sankt Ansgars fest. red.) og ledsagedes ved messens slutning i procession ud af kirken.”

Indretningen af kirkerummet var som i Boyesgade med Aksel Theilmanns kongekors, alter og sakramentshus, der sammenfattede rummet i en helhed. Den lysbærende bronzeengel i diakondragt bar den evige olielampe i koret, og også Theilmanns lysekroner var med. Prædikestolen var ny og var Birgitte Wests værk. Også prinsesse Maries klokke kom med, men måtte afvente ophængning, til en klokkestabel året efter blev bygget i træ og tegl ved kirkens sydgavl.

De få tilbageværende Maristbrødre forlod Boyesgade (og i 1947 definitivt Vikariatet), og komplekset i Boyesgade blev solgt til en elektronikvirksomhed, der bl.a. i slutningen af krigen fremstillede komponenter til V2- raketterne. Den blev saboteret, og bygningen totalt ødelagt marts 1945, få dage efter bombardementet af Shellhuset og Jeanne d´Arc katastrofen.

Livet der fulgte

I årene der fulgte, fortsatte og udvikledes et almindeligt menighedsliv på det nye sted – men uden skoler og børnehjem, uden søstre og skolebrødre. Sognet, der nu kaldtes ‘Sankt Mariæ Sogn’, var ved nyordningen blevet reduceret til 1/4 af sin (geografiske) størrelse. I sommeren 1941 havde det haft 1925 medlemmer, efter udflytningen var antallet faldet til noget under 600. Foreningerne fra Boyesgade flyttede med – i 1943 er der Eukaristisk Forening, Mariakongregationer, Vincentsforening og drengespejdere med lokale i præstegårdens kælder – der for øvrigt i en periode også rummede en privat halvdagsbørnehave.

Den store grund, der var tænkt til kirken, lå hen som ‘park’ omkring kirke og præstebolig. I byggesagsmappen i Stadsarkivet ser man, at der i 1952, hvor Niels Stensens gymnasium leder efter lokaler, sker henvendelse til Frederiksberg kommune om tilladelse til at opføre en treetages skolebygning med tilbagetrukket tagetage på grunden. Ansøgningen afslås – og gymnasiet ender som bekendt med i stedet at flytte ind i klosterkomplekset i Sankt Kjeldsgade-Australiensvej.

1953 – en omrokering: Sankt Mariæ bliver et jesuittersogn

I de første 10 år var sognets præster og kapellaner verdenspræster, men i 1953 skete en omrokering – samme år, som Vikariatet blev til bispedømme. Franske dominikanere overtog Sankt Andreas kirke, jesuitterne fra Ordrup flyttede til Frederiksberg, og pater Josef Lanser sj blev sognepræst.

Ingen ny kirke – men Liobasøstre til sognet

I efterkrigsårene var det efterhånden blevet klart, at tiden og økonomien ikke var til at byg- ge ny stor kirke – og det blev således det beskedne kirkerum fra 1942, der blev den fortsat- te ramme om eller bedre centrum i menighedens liv i årene fremover.

Blev det ikke til en ny kirkebygning, blev det dog godt tyve år senere både til nybyggeri, og til en for sognet gennemgribende ændring og nyt liv.

Siden 1954 havde Benediktinerinderne af Den hellige Lioba – eller liobasøstrene – haft til huse på Hoffmannsminde i Valby, i øvrigt med Hubert Messerschmidt som rektor. Bygningen lå i Sankt Mariæ sogn, og det tilhørende Den hellige Families kapel var anneks til Sankt Mariæ kirke.

I 1962 købte søstrene nu, for at få bedre udviklingsmuligheder, sådan som moder Benedikte beskriver det i sin artikel, Sankt Mariæ kirke, præsteboligen og hele den store grund, og omfattende byggearbejder blev igangsat i den kommende tid. For første gang siden Reformationen blev der i Danmark opført et kloster efter den klassiske grundmodel, med indvendig ‘fratergård’ og kirken som den ene side af den indvendige gård, og søstrene kunne flyt- te ind i det nye kloster i 1962. På ‘kirkegrunden’ på hjørnet af vejen byggede søstrene et moderne plejehjem, der blev præmieret af Frederiksberg kommune. (Dette plejehjem fungerede i søstrenes regi indtil 2000, dernæst dre- vet af Frederiksberg kommune til 2010. Aktuelt bruges bygningen af kommunen som hjemsted for to bofællesskaber).

Kirkerummet ændrer udseende I

Efter at søstrene overtog kirken, fik den klokketårn, og søstrene udvidede og ændrede kirkerummet i flere omgange. Dels var kirken blevet kloster- kirke og fik søsterkor, og dels blev kirkerummet ændret i overensstemmelse med den efterkonciliære liturgi. Alteret blev stillet frit mellem søsterkor og menigheden, tabernaklet blev fjernet fra alteret og et nyt opstillet til venstre foran alteret, med en læsepult til højre, mens prædikestolen forsvandt.

Hele udviklingen kan man følge i priorinde søster Benediktes artikel længere fremme i jubilæumsskriftet.

Søstrene i menigheden

Menighedslivet har siden 1963 – og efter indledende vanskeligheder – ud- foldet sig i et unikt og frugtbart samspil mellem kloster og sogn. Hvor menighedslivet i starten i Boyesgade som beskrevet var præget af et andagtsliv mere end af selve liturgien, bragte søstrene til sognet en levende klassisk liturgisk tradition og en dansk kultur. Som tilfældet havde været i Sankt

Kjelds Gade og i kapellet i Valby, blev der lagt et højt niveau for fejringen af liturgien, og for forventningerne til menighedens deltagelse og medleven. Søstrene bragte foruden arbejdet på plejehjemmet også andet socialt-karitativt arbejde med, og de skabte en fornyelse af sognets børnearbejde, der i de følgende mange år udviklede sig med søster Clara Maria som den inspirerede formidler.

Men også ud over disse konkrete indslag i sognets liv betyder søstrenes tilstedeværelse, at kaldstanken bliver synlig og inkarneret. Sognet lever med i søstrenes liv, og klosterliv bliver en normal del af troens liv.

I mere end een forstand bærer søsterkommunitetet sognet, og de varetager ansvaret for den kirke, de ejer, på et højt niveau.

Fra jesuitter til en verdenspræst – og en bid af verdenskirken

Jesuitterne fortsatte til 1995 med at have det pastorale ansvar for sognet, men sognepræsten har siden da været verdenspræst, den nuværende med et tilhørsforhold til det dominikanske præstefællesskab. Både gennem søstrene, præsten og sognemedlemmerne af anden nationalitet – indere, afrikanere, vietnamesere og folk fra andre lande – udvides sognets horisont så- ledes hele tiden, så der peges ud over det hjemlige bispedømme, og det understreges, at vi – som overskriften på hjemmesiden siger det – er ‘en bid af verdenskirken’.

Den nære nutid – nyt på flere fronter

Forbindelserne udadtil oplevede sognet også ved to sammenfaldende begivenheder i januar 2003. Her fik vi foræret to kirkeklokker – ‘Sankt Maria Himmeldronning’ og ‘’Helligånd’’ – fra et sogn i  det  tidligere  østtysk- land. Fru Olbrich fra Ansgar-Werk formidlede på vores sognepræsts foranledning, at de kom til Sankt Mariæ, hvor de blev ophængt i stedet for Rosenkranskirkens gamle klokke, der dog stadig opbevares. Genindvielsen fandt sted på Sankt Ansgars fest, og samtidig blev klostrets Ansgarrelikvie højtideligt indført og placeret i kirkerummet. Historien om relikvien fortæl- les andet steds i dette skrift.

Vi er nu i historien nået til den nære nutid. Her er der flere store begivenheder at berette om. Sognepræsten havde 25 års præstejubilæum i 2009, og Liobasøstrene kunne i 2010 fejre 75 års jubilæum her i bispedømmet og indbød i den anledning til festgudstjeneste og stor, vellykket havefest. Nærmere kan læses i kapitlet om søstrenes virke i sognet, hvor også fest- skriftet omtales.

Kirkerummet ændrer udseende II

Også efter den omfattende nyindretning af kirken i forbindelse med søstre- nes ankomst til sognet og med ‘den nye liturgi’, har søstrene løbende fornyet kirke og kirkerum.

En skelsættende begivenhed blev her opsætningen af kunstneren Maja Lisa Engelhardts store og væsentlige arbejde ‘Skabelsen’, som fandt sted i forbindelse med søstrenes jubilæum, og som moder Benedikte beretter den fulde historie om. Allerede tidligere havde samme kunstner udsmykket øst- vinduet i kirken ind mod ‘fratergården’ med arbejdet ‘Englevinge’. Nu blev i kirkerummets 7 store ruder ud mod vejen Skabelsesberetningens syv dage tolket i et også i teknisk henseende helt unikt arbejde.

Det beskedne kirkerum fra 1942, Marias Kirke, der først var tænkt helt midlertidigt, rummer således nu med alteret som midtpunkt, med kongekorset fra den gamle rosenkranskirke på bagvæggen, som ‘sammenfatter alt’ , og glasmalerierne til hver side – en fremstilling af hele mysteriet – skabelse, frelse og fuldendelse. En lovsang som genlyder i søstrenes korbøn.

Og økumenien?

Hvert år  store bededag er  der  lokal  kirkevandring  mellem  nabosognene Flintholm, Mariæ, Lindevang og Diakonissestiftelsens Emmauskirke. Og da vi er det eneste katolske sogn på Frederiksberg, resulterede det i Reformationsåret i en invitation til at deltage i en stor økumenisk gudstjeneste anden pinsedag i provstiet. Den fandt sted i Godthåbskirken og var en stor og glad oplevelse med fælles prædiken af Jesper Fich og sognepræsten i Godthåbskirken og en fredshilsen med røde roser, Luther roser – og økumenisk fred. Der er mere, der er fælles, end der skiller.

Vejs ende – og videre frem

Et sogn kan ses som en administrativgeografisk enhed af en vis størrelse med en kirke placeret sådan, at det er nemt for de troende at komme til gudstjeneste.

Sådan et sogn kan indskrænkes og udvides efter behov – og nedlægges eller sammenlægges med andre, hvis det skønnes rationelt og rentabelt.

Et sogn kan samtidig også opfattes som et trosbærende fællesskab med en historie, en kultur og en tradition. Et tilhørssted, hvor det bliver helt konkret det, der siges ved dåben – NN, Guds Kirke tager imod dig med glæde. Det konkrete sted, hvor man bliver gren på vintræet. Det konkrete sted, hvor man ved at fejre mysteriet sammen bliver fællesskab – og et fællesskab, der ‘går ud’ – som pave Frans siger til os.

Det er her ikke længere udelukkende geografien, der bestemmer tilhørsforholdet. Med den større mobilitet og forskellige sognetraditioner bliver menigheden i en storbysammenhæng som i København også delvist en ‘valgmenighed’, som den enkelte troende af mange forskellige grunde vælger til, – men den mister aldrig helt sin karakter af at være ‘Kirken på stedet’; Kirken for netop dette sted, tegnet netop her.

Denne ‘biodiversitet’ i sognene af kulturer og traditioner er en fantastisk berigelse og noget meget katolsk – den katolske mangfoldighed, modvægten til tankegangen om rentabilitet, effektivitet og administrativ ensretning.

Sognet kan her ses som en grænseflade i stadig bevægelse – en grænseflade mellem mysteriet, vi fejrer, og menneskelivets brogede konkrete virkelighed.

En grænseflade, som vi kommer til med os selv, og hvor vi forvandles og konstitueres som fællesskab gennem det, vi fejrer, og sendes ud igen med det, vi har modtaget, og som dem, vi er blevet til.

Med denne opfattelse in mente må i denne beretning om historien ikke glemmes, at sognets og kirkens historie er skabt af sognets mennesker, hver og en – flere tusinde, der i de forløbne 125 år levede deres kirkeliv, var i tjeneste og færdedes her i Marias kirke, lægfolk, søstre, præster.

Nogle kender vi, eller har hørt om, som pastor Hubert Messerschmidt, der blev døbt 1893 i Boyesgade, var præst i sognet fra 1926-30 og primus motor i renoveringen og i anskaffelsen af både alter og kors, og som senere fik stor betydning for Liobasøstrene. Og Peter Schindler, der også var præst i Boyesgade omkring l930 – begge døde de i sognet, efter at det var flyttet til Jens Jessens Vej. Søster Maria Birgitta, Mogens Ballins datter, der bragte liobasøstrene til landet, og den fremsynede priorinde søster Lioba. Søster Francisca, der startede og udviklede ‘Katolske Menighedsplejer’. Søster Simone, der lavede julekrybben og bænkene, og som bibelteolog og med sin jødiske baggrund gav os en forbindelse mellem gamle og nye pagt, der også kom til at berige og tegne denne menighed. Søster Angela, der havde malet kopien af Vor Frue af den stedsevarende Hjælp – søster Clara Maria med børnelørdagene. Søster Agnes, der i mange år var priorinde, og som højt oppe i årene er her endnu og er den levende forbindelse til tradition og historie – og alle de andre søstre med ansigt efter ansigt, der dukker op. Andre i menigheden kan vi huske, vi har hørt om – atter andre har vi kendt, de var vore venner, eller de er og var vor nære familie. Beboerne på plejehjemmet, som vi så i kirken, forældre, ægtefælle og venner vi bar til graven – børn, vi bar til dåben – vi selv, der er eller var unge her – eller blev optaget, blev gift eller bare flyttede til, måske løste sognebånd. Alle de, der her fejrede jul og påskenat og grønne søndage sammen år efter år. Alle har de – vi – bidraget til det, sognet er i dag – vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene. Og alle er vi forpligtede af det, vi har modtaget.

5 biskopper og 11 paver har sognet oplevet, siden Leo XIII var med til at give det navn. Den nuværende – Frans – advarer os både mod at blive stående ved kun at ville bevare og mod det, han kalder kirkens ‘autoreferentialitet’, at kirken lukker sig om sig selv i sammenspist tilfredshed med sig selv – Den fare findes også på sogneplan, det gælder enhver menighed, måske især en velfungerende menighed. Her advarer pave Frans os og kalder os ud af os selv, ud af kirke og den sluttede kreds, og minder os om, at meningen med Kirken er Sendelsen til verden.

Det er så det, denne beretning skal munde ud i, beretningen om de 125 års historie, om Marias kirke og Marias menighed.