Skt. Mariæ kirkes rum
Den oprindelige Rosenkranskirke i Boyesgade gennemgik omkring 1930 en gennemgribende renovering, der ikke bare gav kirkerummet et fuldstændig nyt udseende, men samlede det omkring een tanke, een vision. Menigheden skulle blive mindet om ordene:
”…da skal de se menneskesønnen komme i sky med megen kraft og herlighed. Men når disse ting begynder at ske, da ser op, og opløfter jeres hoveder, thi jeres forløsning stunder til…”
Det var Rosenkranskirkens daværende kapellan Hubert Messerschmidt – senere liobasøstrenes mentor og rektor – der stod for renoveringen. To katolske kunstnere blev inddraget: Birgitte West og den dengang unge Aksel Theilmann, men også Niels Skovgaard bidrog. Peter Schindler beskriver i det daværende ugeblad det renoverede kirkerum med dets vision. Det var dog endnu ikke helt færdigt, idet bagvæggens hovedfigur, det gyldne kors, ikke havde fundet sin endelige udformning. Det blev der først økonomi til i sommeren 1941, hvor det kors blev sat op, som vi kender i dag på Jens Jessensvej.
Meget andet af kirkens flytbare inventar genfinder vi også i sankt Mariæ kirke efter flytningen hertil i januar 1942. I 60’erne skete med liturgireformen og med liobasøstrenes overtagelse af bygningerne en større ombygning, og løbende er der foretaget yderligere ændringer, senest med Maja Lisa Engelhardts store værk ‘Skabelsen’ i de 7 store kirkeruder .
Men hele tiden har det været bestræbelsen at få kirkerummet til at fremstå som en helhed. Det handler ikke blot om gedigen kunst i kirken og om sakral udsmykning – men om, at rummet som en oplevet helhed tegner og tjener det, der her foregår – mysteriet, der fejres.
Af de oprindelige ting fra Boyesgade er de tre hovedværker fra Aksel Theilmanns hånd bevaret i kirkerummets nuværende skikkelse: kors, alter og den lysbærende engel.
Korset
”Thi det behagede Gud i ham at sammenfatte alt -i himlen og på jorden. I ham og ved ham er alt blevet skabt – i ham har vi forløsningen, så rig Guds nåde er.”
Korset med kristusfiguren på bagvæggen samler og definerer hele rummet.
I sin anmeldelse i Katolsk Ugeblad, da korset blev sat op i 1941, skriver Hubert Messerschmidt:
‘…Aksel Theilmann har fulgt den oldkirkelige skik at fremstille den evige ypperstepræst: den herliggjorte Kristus stående foran korsets gyldne sejrstegn…’
Det er således ikke den lidende korsfæstede Jesus, vi ser – men den opstandne og herliggjorte Herre, vidt favnende med de sårmærkede hænder – i de hænder.al magt er blevet lagt.
I fortegnelsen over Theilmanns værker kaldes det et kongekors i lighed med middelalderens kors med den kronede Kristusfigur. Fra træet hersker Gud med magt – som vi synger i Vexilla Regis.
Fra kongeskikkelsen udgår nyskabelse og fuldendelse. Det er det præeksistente Ord, der blev menneske, led, døde og opstod i herlighed og nu sammenfatter alt i sig.
Kors og kristusskikkelse er skåret i eet. Korset gyldent, Kristus i fodsid mørkerød kjortel, han træder den grønne slange under fode. Ansigtet er ikke kunstnerens subjektive fantasi om, hvordan Jesus kunne have set ud, men skåret med træk fra linklædet i Turin.
På den fremspringende kant, der indrammer hele korset står ordene:
SEKLERNES KONGE / UDØDELIGE / USYNLIGE / ENESTE GUD / LAM SOM BLEV SLAGTET
DIN ER KRAFTEN / RIGDOM / VISDOM / VÆLDE / ÆRE / PRIS / OG VELSIGNELSE
AMEN
Læs artikel om kirkens alter og opstandelseskors
- Sammen om det hellige skrevet af Jesper Fich
Alteret
Alteret er eg, skåret i lodrette aftrappede felter, foroven kantet med gylden bort.
I den oprindelige beskrivelse læser man, at træet var upoleret, forinden lagt i kalkvand. så det fremtrådte mat gråviolet med årer og strenge blotlagt. Dette præg ses ikke i dag. Træet er blevet vokset og har fået mørkere lød, der fremhæver og uddifferentierer det fra alt det andet og lysere træværk i kirken.
I den oprindelige Rosenkranskirke stod alteret i overensstemmelse med datidens liturgiske brug op mod korets bagvæg umiddelbart foran korset, der således fungerede som alterkors med alter og kors som en helhed: præsten, der frembar messens offer, stod foran ‘den evige ypperstepræst’.
Denne forbindelse fungerer også tydeligt i dag – hvad enten messen fejres vendt mod koret eller menigheden.
Alt i rummet er underordnet kors og alter. Det er korsets Kristus, der præsiderer ved alteret. Her hentes vi ind i mysteriets virkelighed.
Læs artikel om kirkens alter og opstandelseskors
- Sammen om det hellige skrevet af Jesper Fich
Den lysbærende engel
Theilmanns lysbærende engel i bronze er fra 1931.
Englen er i diakondragt med hænderne i offertoriestilling. Oprindelig – og på Jens Jessensvej endnu til renoveringen i 60-erne – stod den ved siden af alteret ved sakramentsskabet og bar skålen af røgfarvet glas med olie med det evige lys i hænderne. Den står nu ved indgangen i dåbskapellet ved vievandskarret.
Læs artikel om Jørgen Dahlerups arbejder til Sankt Mariæ Kirke inkl. Den lysbærende Engel
- Hvor smukt forgængeligt støv kan være skrevet af Jesper Fich
Kunstneren
Aksel Theilmann var blandt andet uddannet hos Chresten Skikkild i det værksted, denne i en årrække havde i Assisi. Skikkilds tanke var, at kunstnerne skulle være manifestatores Dei – deres arbejde skulle manifestere Gud.
Denne tanke præger de tre værker, vi ser i vores kirke.
Det er billedhugger og maler Kaj Louis Jensen, Theilmanns ven og samtidige, der har lagt guld på korset og malet figuren og slangen op.