NYT FRA SYNODEN 4

 i Nyheder

Communio, participatio, missio

”A new way of being Church”

***

I den forløbne uge afsluttede synoden arbejdet med modul 3 af ‘Instrumentum Laboris’ (veje/ruter at følge) og begyndte den 15. okt. arbejdet med det sidste modul med overskriften ‘Steder’. Dette arbejde sluttede i går, og i næste uge arbejdes så med den tekst, der skal opsummere resultatet af Synodeforsamlingens arbejde og gives videre til pave Frans.

***

Lørdag den 12. oktober: fællesmøde. Søster Angelina osb’s meditation belyste to ting. Ud fra bibelteksten om kvinden, der priser Marias moderliv saligt, talte søster Angelina om ‘det frugtbare moderliv’, der bringer nyt liv til verden og førte tanken videre til kvindens rolle i Kirkens liv. Det andet tema var, hvordan Apostlenes gerninger viser os, hvordan mission foregår. Det går ikke lige ud efter planerne, det går gennem alle mulige vanskeligheder, konflikter, utallige problemer, forfølgelser og uforudsete hændelser, der alt sammen – levet i tro og i lytten til Helligånden – bringer missionen videre og fører til nye uventede oplevelser og erfaringer. Som f. eks i kap 16, hvor Paulus i Filippi en lørdag går ud af byen i håb om at finde en synagoge, men i stedet finder en gruppe kvinder i bøn – og det bliver hos kvinden Lydia, at han finder sin base for missionen i Filippi.

 

mandag den 13 oktober: Pressekonf. på overgangen mellem modul 2 og 3. Emnet om forholdet mellem lokalkirkerne og den universelle kirke dukker op igen, om graden af bispekonferencernes selvstændighed og kompetence. Om enheden i mangfoldighed, diversitetens rigdom. Nyt emne om skolernes inddragelse i det synodale og missionale arbejde. Problemer nævnes om steder, hvor statslige myndigheder overtager kontrol med katolske skoler og påtvinger programmer i strid med katolsk lær og praksis. Igen om kvindens stilling globalt i Kirken. Et andet stort emne er beslutningsprocesser i Kirken- hvordan foregår de – og om nødvendigheden af ‘transparency’ og ‘accountability’- men dette må ske i Kirkens perspektiv, transparency i respekt for ‘privacy’ og ‘fortrolighed’. Accountability over for Gud og Guds folk – men ikke over for hvem som helst, der er ikke tale om en direktion i en koncern. En paneldeltager understreger, at det at tage beslutninger i kirkeligt regi ikke drejer sig om en demokratisk proces, men om at skelne sammen i fællesskab, at tyde tidens tegn med henblik på Kirkens sendelse, lokalt og konkret. Det nævnes her, at Kirken også er ansvarlig f.eks. overfor de fattige. Overgreb blev nævnet, særligt på kvindelige ordenspersoner. Den kvindelige paneldeltager understregede, at det drejer sig ikke alene om de rette procedurer, men om at ‘vi må se på vore relationer’, hvor vi en med de relationer, vi har med hinanden,

Panelet beskrev erfaringer med den synodale vej i deres bispedømmer. En biskop fra Rwanda talte om, hvordan den synodale vej bidrager til forsoningsarbejdet, der endnu pågår i Rwanda efter genocidet – ”det er 30 år siden, men det er som i går”. Den synodale vej bidrager til at lytte, se den andens virkelighed, række ud, skabe fællesskab og broderlighed. Kirken skal nå både ofre og deres gerningsmænd – ofte i samme sogn. Og den skal nå de indsatte i fængslerne.

To andre paneldeltagere var fra Letland og Latin Amerika.

Tirsdag den 15 markerede overgang til modul 3 ‘Steder’. Kardinal Hollerich understregede, at Kirken med sin sendelse til enhver tid er rodfæstet et bestemt ‘sted’, i en bestemt kultur, en bestemt historie. Kirken er ikke en abstrakt størrelse uden for tid og rum, den inkarneres. Det gælder, selv om betydningen af det geografiske sted mindskes noget i den digitale tidsalder, hvo der skabes digitale rum, ikke bundet til geografi. Hvordan er Kirken til stede her? Og udover de territoriale og nu digitale steder er Kirken også til stede i sine strukturer og institutioner. Hvad betyder dette for vores forpligtelse til at forkynde evangeliet? På hvilken måde bør vi gentænke vores institutioner ud fra en missional tjenestes logik? Hvilke institutionelle og organisatoriske former har brug for en ændring – og hvordan? Hollerich fortsatte: ”disse dages arbejde skal tage alle de spørgsmål op, som dette stiller os. Det munder også ud i det væsentlige spørgsmål, som synodedeltagerne skal stille sig: Biskoppen af Rom har samlet os her og bedt os rådgive om, hvordan hans tjeneste og kuriens tjeneste kan blive mere effektiv. Han har ret til, at vi svarer ham, hvad vi virkelig mener herom ud fra de steder, som vi kommer fra. Hollerich sluttede med: ”På dette helt konkrete sted, Paul VI hallen, har vi nu sammenlagt gennemlevet omkring to måneder af vores liv. Her har vi fået relationerne mellem os til at vokse i et net, som ikke er begrænset til disse vægge, men som snarere har favnet hele Kirken og den hele verden. På dette sted har vi levet en intens og rig erfaring. Som i ethvert synodalt møde, men her på en helt særlig måde, har vi oplevet, at mødet mellem brødre og søstre i troen ikke er uden anstrengelser og vanskeligheder, men fører til mødet med Herren og får evangeliets glæde til at bryde frem. Hvis vi beholder denne skat for os selv, så gør vi den til et privilegium. Men nu giver dette sidste modul os chancen for at vælge de måder og former- også af organisatorisk og institutionel art – som kan gøre de erfaringer, vi har gjort, og det vi har levet her på dette sted, tilgængelige og tilgængeligt for hele Guds Folk, – og dét ikke kun gennem vores fortælling, men gennem fornyelsen af vores Kirker. Vi kan jo ikke tage alle døbte med herind i Paul VI – hallen, men det er heller ikke sagen; det er ikke nødvendigt at komme til stede her for at komme med ind i Kirkens synodale dynamik. Målet for vores arbejde i de kommende dage er at fremsætte forslag til redskaber og værktøjer, der vil facilitere dette.”

Fra 15- 18 oktober har Synoden arbejdet med disse spørgsmål.

Den 16 om aftenen: var der igen to pastoral-teologiske fora. Det ene: Det gensidige forhold mellem Lokalkirken, og Den universelle Kirke. Det andet: Forholdet mellem Primatet og Bispesynoden.

Der henvises her til fyldige og spændende referater på www. synod.va.

 

Den 17 oktober Arbejdet i dag foregik på fællesmødet og samlede arbejdet op fra rundbordsgrupperne. Emnerne var bl.a. områder, ”steder”, hvor Kirken bør være mere til. stede: hos handicappede, og blandt migranter. Måske bør der oprettes et en særlig tjeneste for ‘human mobility’ – i den folkevandring, vi oplever. Behovet for en ‘Middelhavs kirkeforsamling’ blev nævnt. Man nævnede også nye ‘territorier’ som de virtuelle netværk (Eks. ‘Talitha qum’), skal de integreres i bispekonferencerne og hvordan?

18 oktober: Emnerne fokuserede på en mere decentraliseret Kirke. Kirken er på vej mod at leve som Kirke på en mere decentral måde. Det stiller igen spørgsmålet om den lokale autoritet og om mulighed for lokale løsningsmodeller for diverse spørgsmål. Enheden blev tidligere levet anderledes, mere statisk oppefra ned som en uniformitet. Men diversiteten er ikke en trussel mod enheden, den er berigelse. Enheden er altid mere end summen af lokalkirkerne – og enheden er til stede i lokalkirken. Et eksempel på denne rigdom i diversiteten er de katolske østkirker, som i dag har brug for beskyttelse af deres traditioner og liturgi for fortsat at kunne leve sin rige tradition.

I denne decentrale sammenhæng er der brug for at se på, hvordan sognene lever, deres missionale dynamik kvæles ofte af administrative opgaver. Den decentrale Kirke fremmer også lægfolkets medansvar.

Samtidig er Kirken sig bevidst at leve i en global tidsalder i en verden fuld af lidelse, krige, konflikter af alle slags, stadig mere polariseret. Hvordan lever Kirken sin sendelse her? Tre paneldeltagere fra hver sit kontinent belyste dette: fra Middelhavslandende, Sudan og Columbia

Middelhavet: Ærkebiskoppen af Marseille var af paven blevet bedt om at forsøge at samle bispedømmerne omkring Middelhavet i en fælles indsats. Fokus har været at lytte til problemerne i de forskellige bispedømmer. Det er et område der repræsenterer tre kontinenter, flere have, mange regioner og lande. En region man ikke bare studerer akademisk. Der er krige, klimakatastrofer, menneskerettighedskrænkelser, repressive regimer, korruption – og ikke mindst migrationen. Her er det lykkedes at etablere flere støttenetværk. Der må ses på, hvordan Kirken kan understøtte arbejdet for retfærdighed og fred i denne region. Måske kan vi få en synode for Middelhavsregionen – som den for Amazonas.

Biskoppen af Juba, Sudan berettede om ufattelig lidelse, om krig, klimakatastrofer. Understregede den globale dimension af problemerne – ‘we are interconnected’, vores problemer kan ikke løses isoleret, men kun på global basis. Men også her er den synodale vej en hjælp, der giver nye muligheder.

Biskoppen fra Bogota i Columbia, der er i en tilsvarende situation, understregede også dette.

Og således er vi på tærsklen til den afsluttende uge.