NYT FRA SYNODEN 6

 i Nyheder

NYT FRA SYNODEN 6

Communio, participatio, missio

”A new way of being Church…”

 

Ved synodemødets afslutning den 26. oktober holdt Paven som meddelt i ‘Nyt fra Synoden 5’ en tale, som her bringes i oversættelse som afrunding af vores referater fra mødet.

 

PAVENS TALE VED DET AFSLUTTENDE MØDE I SYNODEFORSAMLINGEN LØRDAG AFTEN DEN 26. OKTOBER.

Kære brødre og søster,

Med slutdokumentet har vi høstet frugterne af mindst tre år, hvor vi har lyttet til Guds Folk – lyttet til Helligånden – for bedre at kunne forstå, hvordan vi kan vær ‘ en synodal Kirke’ i denne tid. De bibelske referencer, der står som overskrift over hver enkelt afsnit i dokumentet, disponerer indholdet, så det bliver forbundet på kryds og tværs med den Opstandne Herres gestus og ord, han som fortsat kalder os til at bære vidnesbyrd om hans evangelium, primært med vort liv mere end med vore ord.

Dokumentet, som vi har stemt om, er en tredobbelt gave.

  1. Først til mig som biskop af Rom
    Da jeg kaldte Kirken sammen i Synode var jeg mig bevidst, at jeg havde brug for jer, biskopper og vidnerne til den synodale vandring. Tak!

Også biskop af Rom, det gør jeg mig ofte klart – som jeg siger det til jer – har brug for at lytte, at ville praktisere en lytten – for at kunne give svar til Ordet, der daglig gentager for ham: ”Styrk dine brødre og søstre… tag dig af mine får, vær deres hyrde”.

Min pligt er det, som I ved, at bevare og fremme, – som den hellige Basilius lærer det, – den harmoni, som Helligånden vedblivende udgyder over Guds Kirke, i relationerne mellem Kirkerne, uanset al slid og møje, alle, spændingerne, splittelserne, som mærker dens vej mod den fulde åbenbaring af Guds Rige, som Profeten Esajas i sit syn indbyder os til at forestille os som et festmåltid, som Gud har beredt for alle folkeslag. For alle, i håbet om at ingen skal mangle ved bordet. Alle, alle, alle! Ingen skal være udenfor. Alle. Og nøgleordet er dette: Harmoni. Den harmoni, som Helligånden gør, og hvis første stærke manifestation pinsemorgen er at harmonisere alle disse forskelle, alle sprog… Harmoni. Det er det, som Andet Vatikanerkoncil lærer, når det siger, at Kirken er ‘som et sakramente’, den er et virksomt tegn, et tegn på Guds venten, han som allerede har dækket bordet og venter på os. Hans nåde hvisker ved Hans Ånd i hver enkelts hjerte kærlighedens ord. Det er givet os at forstærke denne hvisken uden at lægge den hindringer i vejen. Åbne dørene uden at bygge mure. Hvor meget ondt gør Kirkens mennesker ikke – mænd og kvinder – når de bygger mure op – hvor meget ond! Alle, alle, alle! Vi må ikke opføre os som sådanne ”husholdere over Guds nåde” som raner skatten til os og binder hænderne på den barmhjertige Gud. Husk på, at vi begyndte denne Synodeforsamling med at bede om tilgivelse, med at være skamfulde, med at erkende, at vi alle er dem, Gud har vist barmhjertighed.[1]

Der er et digt af Madeleine Delbrel, mystikeren fra udkanterne, som indtrængende siger til os: ”Lad os frem for alt ikke være stivnede, rigide”. At være stivnet er en synd, en synd som indimellem kommer ind i præster og ordensfolk. Jeg vil læse for jer nogle vers af Madeleine Delbrel, der er som en bøn. Hun siger sådan:

” Jeg tænker jo, at du engang imellem simpelthen får nok

af dem, som altid taler om

 at tjene dig med en herremands mine

 at kende dig, som talte en belærende professor

at nå frem til dig ved at følge spilleregler i en sport

at elske dig, som man elsker i et gammelt ægteskab, der er gået i frø

…..

Gør, at vi lever vores liv,

ikke som et skakspil, hvor alt er beregning

ikke som en match, hvor alt er svært

ikke som en læresætning, man må bryde hovedet med

 

men som en fest uden ende,

hvor mødet med dig er bestandig nyt

som et bal

som en dans

i din nådes arme

med musik, der fylder universet med kærlighed”

Disser vers kan blive den baggrundsmusik, som vi modtager slutdokumentet med.

Og nu, i lyset af alt det, der er kommet ud af denne synodale vej, er der og vil der være beslutninger, der skal tages.

I denne krigstid må vi være vidner om fred, og vi må også lære at vise hen til konkrete former, hvorunder vi kan leve sammen i vores forskellighed.

Af disse grunde har jeg ikke i sinde at publicere en ”postsynodal skrivelse”. Det er tilstrækkeligt, hvad vi her har godkendt. I Slutdokumentet er der allerede mange konkrete anvisninger, som kan være vejledende for Kirkens mission på forskellige kontinenter og i forskellige sammenhænge: derfor stiller jeg det med det samme til disposition for alle, og derfor har jeg meldt ud, at det kan offentliggøres nu. Således vil jeg anerkende værdien af den tilendebragte synodale vej, som jeg med dette dokument betror til Guds hellige og trofaste folk.

Med hensyn til visse aspekter af Kirkens liv, der er gjort opmærksom på i Dokumentet, som med de emner, der er lagt i hænderne på de 10 studiegrupper, som må arbejde frit for at kunne give mig forslag, er der behov for tid for at nå frem til at udvælge, hvad der angår hele Kirken. Jeg vil så fortsætte med at lytte til biskopperne og de kirker, der er betroet dem.

Dette kommer ikke til at bliver den klassiske måde, hvor beslutninger udsættes i det uendelige. Dette er den måde, der svarer til den synodale stil, som også Petersembedet vil blive udøvet på: at lytte, sammenkalde, skelne, beslutte, evaluere. Og i disse faser er der brug for pauser, stilhed, bøn. Det er en stil, som vi er ved at lære sammen, lidt ad gangen. Helligånden kalder os og støtter os i denne læreproces, som vi bør forstå som en omvendelsesproces.

Synodens generalsekretariat og alle departementerne i Kurien vil stå mig bi med denne opgave.

 

  1. Dokumentet er en gave til hele Guds trofaste folk i hele den mangfoldighed, som dette folk finder udtryk i. Det er klart, at ikke alle vil give sig til at læse det: Det vil fem for alt være op til jer, sammen med mange andre, at gøre det, det indeholder, tilgængeligt i Lokalkirkerne. Uden vidnesbyrdet om den oplevede erfaring vil teksten miste meget af sin værdi.
  2. Kære brødre og søstre, det, som vi har levet her, er en gave, som vi ikke kan beholde for os selv. Den dynamik, som stammer fra denne erfaring, som reflekteres i Dokumentet, giver os mod til at vidne om, at det er muligt at gå vejen sammen i vores forskellighed, uden at fordømme hinanden.

Vi er kommet fra alle dele af verden, mærkede af vold, fattigdom, ligegyldighed. Sammen, med det håb, som ”ikke bliver gjort til skamme”, forenet i den Guds kærlighed, som er udgydt i vore hjerter, kan vi ikke blot drømme om freden, men engagere os med alle vore kræfter – uden måske at tale alt for meget om synodalitet – for at freden må blive til virkelighed gennem processer, hvor der lyttes, tales sammen i dialog, forsones Den synodale missionale Kirke har brug for, at de ord, vi deler, ledsages af handling, Det er sådan, at vejen går.

Alt dette er Helligåndens gave. Det er Den, der skaber harmonien, Den der er harmonien. Den hellige Basilius har en meget smuk teologi om dette; den kan læses i hans traktat om Helligånden. Det er Den, der er Harmonien. Brødre og søstre – – må Harmonien fortsætte, også når vi har forladt denne Sal, og må den Opstandnes Åndepust hjælpe os med at dele de gaver, vi har modtaget.

Og husk på – det er igen Madeleine Delbrel, som siger det – at ”der er flere steder, hvor Ånden blæser, men det er én Ånd, der blæser alle disse steder.”

 

Jeg vil gerne sige tak til alle, og lad os takke hinanden. Tak til kardinal Grech og kardinal Hollerich for deres arbejde, og de to sekretærer, Nathalie og San Martin – I har gjort det godt! Don Batocchio og pater Costa, som har være til så stor hjælp! Jeg sender hilsen til alle dem, som har arbejdet bag kulisserne – uden dem havde vi ikke kunnet gøre alt dette! En stor tak! og må Herren velsigne jer. Lad os bede for hinanden. Tak!

 

[1] ) Man kommer til at tænke på pave Frans ‘ valgsprog: miserando atque eligendo. SE:_ interview med pave Frans september 2013. Ctholica.dk. O.a.