Søger vi noget fra Gud eller søger vi ham selv?
Da menneskemasserne havde opdaget, at Jesus kunne mætte dem på underfuld vis (Joh. 6.1-15) ville de gøre ham til konge. Han magtede jo tydeligvis opgaven: med ham ved roret ville sulten efter brød for altid være løst.
Reaktionen er velkendt. Det sker hver gang en handlekraftig løser problemer på fællesskabets vegne. Historien og nutiden er fuld af eksempler på sådanne og på samme måde er historien også fuld af eksempler på, at deres stjerner sidenhen falmer. Hvis de da falder for fristelsen til at misbruge magt.
Hvad aldrig må ske. I en af sine refleksioner om magtens rette brug, refererer Dag Hammarskjöld til en gammel svensk legende, om en konge, hvis krone var så tung, at den kun kunne bæres af den, der levede i stadig glemsel om dens glans.
Altså ville folkemasserne gøre ham til konge. Jesus reaktion er bevægende: Han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene.
De vil ikke ham selv – de vil hans brød. Han er bare instrumentet, der skal opfylde deres behov. Ham selv er de ikke særlig optaget af.
Mester Eckhardt (+ ca 1328) spørger: ”Søger i troen gaven eller giveren. Søger vi noget fra Gud eller søger vi ham selv?”
Den kristne tro tilsiger, at det evige liv begynder i det øjeblik, hvor relationen til den opstandne begynder at folde sig ud. Den er ikke fremtidssikring, den er nutid. Mon ikke det er den bastion hvorfra angsten – også for døden – kan siges imod? Jeg tror det.
Jesper Fich op