Nyt fra Sankt Mariæ Kirke december 2023
Kære menighedsfæller
Julen er stærkt på vej, vi har den kortest tænkelige adventstid, og sådan er det, fordi den 24. december er en søndag.
Det betyder, at der den 24. december både er almindelig søndagshøjmesse kl. 11, mens vigiliemessen for Herrens fødselsfest (juleaftensmessen) fejres kl. 16.
Den 31. december er også en søndag – Festen for den hellige familie fejres kl. 11 – men der så til gengæld ingen hverdagsmesse kl. 16 nytårsaften.
Den 1. januar fejrer vi som normalt festen for Maria som Guds mor kl. 16 med efterfølgende nytårssammenkomst i menighedssalen.
Sognets økonomi er gået i stå. Kirkebidraget stiger ikke, men det gør inflationen til gengæld. I det nye år, må vi derfor igen forsøge os med en kirkeskattekampagne.
Kollekterne er desværre gået noget tilbage. Vi planlægger en ny form, hvor man lettere kan betale med mobilepay under messen. Mere om det snarest.
Vi modtager stadig meget gerne kontanter. Vi har ikke de store vanskeligheder med at få vekslet mønter til sedler. Da sognet kun har ét dankort, er det nogle gange en fordel, at vi kan betale kontant – når der f.eks. skal købes blomster.
Med mange gode ønsker for en fin adventstid.
Damian Arguimbau Jesper Fich Sr. Benedikte Nielsen OSB