KÆK nyhedsbrev nytår 2022/2023

 i KÆK nyheder

KÆK Nyhedsbrev Nytår 2022/2023

Endnu engang skal vi tage afsked med et år og sige goddag til et nyt: 2023.

Året 2022 startede med to mødeaflysninger, Covids sidste krampetrækninger inden tingene åbnede op igen.

Marts mødet blev en genforening. Hvor vi flokkedes i menighedssalen ivrige efter at dele samvær med hinanden efter nogle lange måneder uden de sædvanlige aktiviteter, vi sammen plejede at være fælles om.

I april indførte Sofia Dahlsgaard os i ”Kristendom og trosliv i Rusland”, et oplæg, som pludselig blev langt mere aktuelt end beregnet, idet Ruslands invasion i Ukraine var topaktuelt. Sofia havde et meget stort kendskab til emnet – både på det faglige og personlige plan – idet hun havde været på utallige besøg i Rusland og været russisk gift, så hun således kunne krydre sit oplæg med faglighed i højsædet og personlige betragtninger iblandet interessante anekdoter samt tilsat et fyldigt billedmateriale. Og ovenikøbet opdatere os om, hvad der foregik mellem Rusland og Ukraine og hvorfor.
Begejstringen og spørgelysten var selvsagt stor.

Maj måneds oplægsholder var vores egen sognepræst Jesper, som indførte os i Fader Vor og de enkelte led i bønnen.
Jesper kunne også kunsten at kombinere faglighed og knytte personlige overvejelser og historier til sit emne, hvorfor et oplæg får liv og nerve.

Vores skovtur i august gik til Kursuscenter og galleri ”Emmaus” i Haslev. Efter alle de positive tilbagemeldinger at dømme, så blev turen en stor succes. Vejret var med os, som det plejer at være, stedet er overskueligt og dog fyldt med oplevelser: galleri, skøn park, butik med spændende håndlavede ting, en overdådig buffet både til frokost og til kaffe med hjemmelavede lækkerier mm.
Det, der endegyldigt gjorde turen til den unikke oplevelse, var / er de menneske, der varetager stedets opgaver med så stor varme og imødekommenhed, så alle kunne føle sig velkomne og set.
Startende med en velkomst om stedets historie tilført sang som bruges i højskole ånd.
Smukt akkompagneret af Arne Andreasen på klaver, som ovenikøbet kunne præsentere sin smukke salme ”Vidunderlig tænkt”, som havde den store ære at blive optaget som nr. 158 i den nyeste udgave af Højskolesangbogen.
At frokosten var flot og veltillavet er en ting, det mest rørende var dog, at personalet spiste sammen med os – samt den medinddragelse alle i spisesalen omfattedes – fordi der var et højskolehold samtidig med os, hvor vi blev bedt om at fortælle, hvem vi var, så alle blev inkluderet. Det viste sig ovenikøbet, at en af deltagerne fra det hold havde et familiemedlem, der havde arbejdet for vores søstre.
Endelig var prisen så rørende billig, at det kunne undre, hvordan det hele kunne hænge sammen.

September mødet blev et hyggemøde, hvor der undtagelsesvis var et stort mandefald. Men alle deltagere fik en fin eftermiddag alligevel, skal lige tilføjes.

Vi tog heldigvis revanche med fremmødet i oktober, hvor Frederiksbergs hospicepræst Charlotte Clante i ord og billeder gav os et smukt og betryggende indblik i den sidste tid på et hospice.
Det kunne ikke gøres bedre, hvilket den efterfølgende diskussion også gav udtryk for.
I denne forbindelse skal lige mindes om Sorgstund’s gudstjenesterne med Charlotte i Godshåbskirken på Frederiksberg den første torsdag i måneden kl. 17 i alt fald indtil maj 2023.

Det er så fint, når vi fra vor egen midte kan opleve så strålende oplæg såsom Gert Ryoms ”Minder fra et katolsk lærerliv i København, Kapisillit og Nuuk i Grønland samt i Ålborg”.
Den efterfølgende diskussion blev personlig på den gode måde, da de fleste af os havde gået på katolske skoler, så minderne fyldte hele menighedssalen med nostalgi og gode fortællinger.

December julemåneden blev passende afsluttet med en gave leveret af vores sognepræst Jesper Fich. Idet han berigede os med et kalejdoskop af viden om den katolske tro set udefra og i denne sammenhæng ikke mindst sine personlige betragtninger.
Altså den viden han informerer nye ikke-katolske lærere om før start på de katolske skoler, fordi Jesper både er teologisk konsulent samt bispedømmets skolekonsulent.
At få sådan en indføring af vores tro set udefra, er guld værd som en værdifuld reminder om, hvad og hvorfor vi tror, som vi gør.

Næste gang vi mødes er tirsdag den 10. januar 2023 kl. 14 til Nytårstaffel.

Bemærk venligst:

Tilmeldingsskemaet bliver først sat op på opslagstavlen nytårsdag den 1. januar 2023 til messen kl. 16 med deadline allerede den 5. januar. Vi beklager den korte frist, men det kunne ikke laves anderledes i år.
Derfor kan du/I også vælge at tilmelde dig /jer på mail direkte til Klara:
klara@kaare-ak.dk eller på sms på mobil 2297 4986.

Der kræves tilmelding, da der er to stykker smørrebrød og vin / vand som de tidligere år.

Prisen bliver 100 kr. pr. person. Beløbet kan betales på selve dagen enten kontant eller på
MobilePay 2297 4986

Tak for året som rinder ud og ønsket om et blomstrende fredfyldt nytår til alle.

Kærlig hilsen
KÆKs bestyrelse Isabel, Maria, Ulrich og Klara

Bestyrelsen overvejer at sætte billederne på kirkens hjemmeside.