Godt nytår fra KÆK Januar 2021
Kære alle sammen.
Rigtig godt nytår.
Nu får vi jo ikke lejlighed til at mødes til vores traditionsrige nytårskomsammen, så en virtuel nytårs hilsen må blive den fedtfattige erstatning.
Hvornår det igen bliver muligt at mødes til et fysisk KÆK møde står hen i det uvisse, men nu er nedtællingen i hvert fald startet.
Måned for måned kommer KÆKs nyhedsbrev til at være vores livline til hinanden. Hvor vi så tager bestik af situationen og handler derefter..
Det har jo på alle måder været et mindeværdigt år. Et eksistentielt vindue har være åbent, en langsomhed og refleksion vandt igen indpas i vores samfund, der i årevis har været præget af højhastighed og krav om effektivitet. må evnen til fordybelse blive taget med ind i det nye år, så vinduet ikke smækkes i, når corona krisen er ovre.
Kulturen fandt nye måder at trumfe kravene om afstand på. Med online kurser, teaterstykker og film på de hjemlige skærme, forfattere på slap line g foredrag på adskillige platforme og museums rundvisninger indenfor vores egne fire vægge.
Samt naturens vidundere genopfrisket.
Og vi oplevede i særlig høj grad kulturens kraft der, hvor det synes mest umuligt: Fællessangen. I dag står den stærkere end længe, og den danske sangskat har vist sig at være særdeles levedygtig og ligeglad med afstand.
I disse tider med mindfulness, yoga, meditation af en hver tænkelig art, der gavmildt bliver udbudt, vil jeg lige dele denne smukke definition på kontemplation:
Sprogligt betyder kontemplation: betragtning og skuen, en erkendelsesform, der er hinsides sansning og fornuft.. Det er en hvilen i Gud, en grunderfaring af at være et i Gud, som er mystikkens væsen.
Det betyder, at jeg ikke skal tænke eller bruge ord i den tilstand. Faren ved bøn kan netop være, at vi er den bedrevidende passager i bilen, der fortæller Ham, der sidder bag rettet og styrer, hvor Han skal køre hen, og hvad det hele handler om.
Kontemplation tager udgangspunkt i det stik modsatte, i det at blive stille i sjæl og krop og lade Gud lede og vise vej.
Der opstår med tiden et ordløst sprog, en dyb forbundethed og enhed i Ham og med Ham. Det er næsten ligesom at være sammen med sin elskede. Ord behøves ikke i forholdet. Vi hviler i hinanden og tilhører hinanden.
Der er meget at glæde sig til i 2021.
Først og fremmest kan vi glæde os til, at corona vaccinen forhåbentligt vil blive udbredt i en sådan grad, at påskefejringen og pinsesolen kan komme til at skinne over et lettet land.
Mest af alt glæder vi os vel til at kunne samles. Til fødselsdage, dåb, konfirmationer, bryllupper, på arbejde, i skolen, til KÆK møder og “kom og syng” (!!), i foreningslivet, i kirken til messe i al den festlighed, til kirkekaffen bagefter. Vi glæder os til ikke at skulle savne så meget længere.
2020 har på en og samme tid vist, hvor lidt og hvor meget, vi magter som mennesker. Lidt, fordi det nu står tydeligt, at vi ikke er givet al magt på jorden. Meget, fordi året har vist, hvad menneskeheden evner i fællesskab, og den enkelte formår i egen tilværelse.
En vaccine er blevet udviklet og skal på rekordtid udbredes, og de første er allerede blevet vaccineret. Tilliden og omsorgen ser stadig ud til at trumfe angsten og egoismen – og i magtesløsheden viste håbet sig gudskelov også.
Mange af os troede måske, at 2020 skulle blive året, hvor vi fik alt, hvad vi ønskede os. I stedet blev det året, hvor mange blev taknemmelige for det, vi har.
Pas godt på jer selv og hinanden.
Send endelig KÆK mailene ud til andre i menigheden, som måtte ønske at modtage det.
Mange kærlige 🌹 hilsner fra KÆKs bestyrelse
Isabel, Ulrich, Kirsten, Maria, Klara