Den begrundelse af livet som troen åbner for

 i Nyheder

Min far døde, da jeg var 23. Jeg fandt ham selv en morgen, jeg var hjemme på påskeferie fra Frankfurt, hvor jeg var på præsteseminar. Min far havde været ved at tage løbetøj på, da han døde.
På det tidspunkt havde jeg læst til præst i næsten 2 år. Jeg kan huske, hvordan den umiddelbare reaktion hos mange var, at når det drejede sig om døden, så måtte jeg være en slags ekspert.
Men døden kom helt bag på mig.
6 år før var jeg blevet katolik efter en lang tids søgen. Men jeg var ikke konverteret af hensyn til døden, det spørgsmål var let ikke nærværende hos mig som teenager. Men jeg var optaget af, hvad der gjorde livet muligt at leve.
Der var – og er – den begrundelse af livet som troen åbner for, og som lader alt andet godt falde på plads i en helhed.
Jeg har det lige som den samaritanske kvinde ved brønden. Hun siger om Jesus: ”Alt, hvad han har sagt mig om mig, er sandt. Mon han skulle være Messias?”
Disciplenes – og min livserfaring er meget klar: Hvor Kristus er, der er der frihed – og den kærlighed der muliggør friheden, også friheden til at være menneske, der har andet end sig selv som formål. Men først og fremmest den ubetingede kærlighed, som aldrig kan findes fuldstændigt mellem mennesker, men som vi ikke desto mindre er helt henvist til.
Det var altså livet og ikke døden, som fik mig til at blive katolik.
Og nu er det så påske i en tid, hvor døden er blevet meget nærværende. Hvad skal man stille op, så dødsrædslen ikke skaber mere rod end nødvendigt, og kaster alle mulige skygger af sig, ind over det liv, som vi lever, og som Gud i sin godhed skænker os?
Svaret – må findes i livet og for mit eget vedkommende i ordet: ”Alt hvad han har sagt er sandt!” Skulle han så ikke også tale sandt om det liv, der fuldendes i stedsevarende glæde? Alt godt i livet peger ud over øjeblikket. Også det kender vi.
Taknemmeligheden er den erfaring som skal gå i kødet på angsten, tænker jeg.
Når evangeliet taler om død, så altid med afsæt i liv. Alt andet er ren spekulation. Men får livet fat i dig, så lærer man at give sig selv hen, tænker jeg. Det er den stærke dråbe, som vi drikker af påskeblomsten, og som har evne til at gennemfarve det hele.

Jesper Fich op

Recent Posts