Kære menighedsfæller

 i Nyheder

Kære menighedsfæller

Forventnings glæde er bestemt ikke altid den største. Med forventningens glæde skrev jeg min juledagsprædiken. Nu ved jeg, at den ikke bliver holdt – forventningens glæde er endt i frustration. En jul uden menighed. Hvad er det for noget? Det bliver igen klart, hvor vigtigt det er for os som mennesker, at kunne samles om det som giver os liv. Derfor er min frustration ikke afhjulpet ved, at jeg bare kan sende den ud til hver af jer. Den skulle holdes og deles sammen… For jeres – men sandelig også for min skyld. Sammen er vi kirke, Kristi legeme, det mindst virtuelle, der tænkes kan.

Med disse ord, og vidende om begrænsningerne, bederr jeg for at vi snart – meget snart – igen kan samles, og sender jer mine allerbedste ønsker om julens fred i enhver.

 

Jesper Fich op

 

Juledag 2020 – Johannesprologen (Johannesevangeliet 1.1ff)

Lige så snart et barn er kommet til verden, begynder moderen, faderen og de andre som står rundt omkring sengen straks at tale til den nyfødte: ”Lille Skat! hvor er du sød! velkommen til verden! vi har ventet på dig! ih hvor du altså ligner far…!” Hvorfor gør de dog det, barnet forstår jo alligevel ikke hvad de siger? Men hvis de ikke sagde noget, ville barnet aldrig selv lære at tale…

Og endnu værre: uden ord ville barnet dø. Der findes en berømt historie om et eksperiment – jeg ved ikke om det nogensinde blev udført: Det var under Frederik den Store af Preussen. De lærde diskuterede hvilket sprog, der mon var ældst: græsk, latin eller hebraisk, og man anstillede et forsøg for at få svar på spørgsmålet: to drenge blev fra fødslen isoleret. De fik al tænkelig omsorg, men ingen måtte sige noget til dem. Så ville man høre hvilket sprog, de begyndte at tale, og dermed ville sagen være afgjort. Men de to drenge begyndte ikke at tale, hverken latin, græsk eller hebraisk. I stedet døde de. Mennesket dør uden ord.

Det er ordet der skaber. Vi kender det fra dagligdagen, hvordan en ny virkelighed kan skabes af ord. Som hvis jeg fx siger: ”jeg tilgiver dig,” så er det forkerte skete stadig sket lige så meget som før, men alting er alligevel helt forandret. Eller når jeg står i svær situation og jeg så er så heldig at et godhjertet menneske siger til mig: ”det bliver ikke ved med at være så slemt” – ja, så virker det i mig, jeg begynder at se vejene videre, jeg læner mig op ad det, som siges, og jeg læner mig ind i tilsagnet. Det er alt det, som skal tilsiges, og som man ikke kan tage sig selv.

Jeg kommer til at tænke på en døende, som jeg forleden gav de syges salvelse, og hvordan hun, der ellers er noget dement, fik det klareste øjeblik og sagde: JA, det er den gave, man umuligt kan tage sig selv. Ord og tegn følges altid af i sakramentet, der netop ikke er ordløst.

Gamle testamente er afklaret med det. Ingenting er uden ord. Skabelsen begynder med: ”Gud sagde…” Og salmisten gentager: ”ved Herrens ord blev himlen til.” (sl. 33.6)

I Jesus taler Gud til os sit klare sprog. Derfor hører vi julemorgen evangelisten Johannes: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud.

Det kan synes overflødigt at gentage, ”Han var i begyndelsen hos Gud.” Men det skriver evangelisten for at undgå den misforståelse, at ordet først blev til, da Gud udtalte det…

Guds ord er et HAN, ikke et DET. Ikke noget med en personlig Gud på den ene side og Ordet som en slags upersonlig energi på den anden side.

Gud møder os i ordet, vi møder Gud i ordet. Det er ikke et DET, men ham selv. Det guddommelige DU.

Der er kommet en ny julesalme i højskolesalmebogen. Forfatter er Iben Krogsdal. Hun rammer det præcist når hun siger:

”I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro,

at selv helt alene er mennesket to.”

 

Glædelig jul

 

Jesper Fich op