KÆK nyhedsbrev oktober 2025
Kære alle.
KÆK nyhedsbrevs skribent har visse problemer med computeren. Så hun fik forfattet det oprindelige KÆKs nyhedsbrev, havde gemt det, hvorpå det bare forsvandt i cyberspace. Derfor stærkt forsinket nu, ikke godt!
September KÆK møde med Lise Damkjær omkring hendes bog “Livet er let, når vi giver det lov…”, er måske en lidt provokerende titel, som dog til mødet blev foldet ud til at give god mening, hvilket gav nogle yderst gode og personlige refleksioner efterfølgende mellem Lise og os.
Vi var også færre til september mødet end tidligere KÆK møder, præcis som til skovturen – uden at vi rigtig ved hvorfor.
Vi håber da, det blot er en overgang, hvorefter der strømmer flere deltagere til.
I sig selv er problemet ikke, at der er færre med til møderne, det giver blot nogle andre muligheder for input i plenum – det er mere bekymring for, at vi til sidst bliver for få – altså rettidigt omhu.
Næste KÆK møde er tirsdag den 14. oktober kl. 14 i menighedssalen, som det plejer.
Foredrag v/ Stine Riegels Læssøe, som er den katolske kirkes fængsels sjælesørger i Hovedstadsområdet, som vil fortælle om sit arbejde i Vestre Fængsel.
Husk, at samtlige møder og arrangementer i KÆK (Katolsk Ældre Klub) foregår den 2. tirsdag i alle måneder – undtagen maj, juni og juli.
KÆK meddelelser kommer også på opslagstavlerne i våbenhuset og ved menighedssalen samt på kirkens hjemmeside.
Prisen for kaffe og kage til vores almindelige KÆK møder er 30 kr. (Undtaget for oplægsholderen).
For at lette KÆKs regnskab foretrækker vi så afgjort MobilePay, men kontanter kan selvfølgelig stadig lade sig gøre.
Og portvin og kaffe samt andre donationer modtages med stor taknemmelighed.
Husk også, at ”Kom og syng” er onsdage kl. 13-15 i menighedssalen. Det er således altid den 1. onsdag i måneden.
(Ups, beskeden er ikke rettidig i dette nyhedsbrev)!
Kærlig hilsen fra KÆKs bestyrelse Ulrich, Gordon og Klara
 
							 
			
					