Vi er ca. 35.000 katolikker her i Danmark.  Det er ikke ret mange, men vi føler os på ingen måde “små”, for det præger os langt ind i sjælen, at vi hører til det verdensomspændende katolske trosfællesskab. Faktisk er den katolske kirke - helt præcist: den romersk katolske kirke det største kristne trosfællesskab i verden. Og det ældste. Vores rødder rækker ned i fællesskabet af dem, der havde færdedes sammen med Jesus, da han gik omkring som vandreprædikant og undergører i Galilæa. De, der havde delt det daglige liv med ham. De, der havde set ham dø, og sidst, men ikke mindst: været vidner om hans opstandelse.
Hvad de havde lært af og gennem Jesus i de år, de i større og mindre grupper færdedes sammen med ham, var nyt og enestående og bar ægthedens præg:
Hans helt anderledes begreb om Gud. Hans handlinger, der alle bar den kompromisløse kærligheds præg. Hans frygtløshed, selv om han godt vidste, at han mere og mere blev betragtet som en farlig mand for “systemet”. Vi kunne blive ved.

Men det, vi skal frem til her er, at nære fæller fra disse år - dem, vi kalder apostlene - var på det rene med, at det, de havde hørt og set, det skulle de ikke sidde og gemme på for sig selv af frygt for, at de kunne få samme medfart som Jesus. Nej, det skulle deles med andre. Nyheden, den virkelig gode nyhed om hans opstandelse, og hvad deraf fulgte, skulle ud. Og dette skete. Kredsen voksede og blev til Urmenigheden i Jerusalem. Men apostlene vidste mere: De vidste også, at den tro, der levede i deres fællesskab, skulle de stå sammen om! Det kan vi læse om, da apostlenes førstemand, Peter organiserer valget af en stedfortræder for Judas, der havde begået selvmord efter at have forrådt Jesus.
Og når de engang var borte, måtte der være andre pålidelige vidner, der sammen huskede, hvad det altsammen var og altsammen betød, og som igen kunne give denne ene og samme tro videre. Herom kan enhver læse mere i  Det Nye Testamente, særlig  i de to breve til Timoteus, en ung, nyvalgt menighedsleder. Vær modig, skriver den ældre kollega til ham!  Lad dig ikke slå ud, fordi nogen kalder dig en grønskolling!  Gør dit job: tag vare på troens skønne skat og husk på os, der står bag dig! Vi har valgt dig og sammen indviet dig til at bære dit apostel-ansvar i fællesskab med os!
Men læg mærke til hvad brevskriveren ikke forlanger:
Han kræver ikke, at Timoteus skal bruge nøjagtig de samme ord og formuleringer, som han har hørt de ældre bruge. Det er ikke bestemte ord, men den levende tro, det handler om. Du må gerne tale anderledes. Men du skal tale anderledes om det samme!
Det har den katolske kirke altid gjort. Også derfor bærer den med rette det skønne navn Moderkirken. Og derfor kan den stadig få sit budskab ud.
Af apostlenes fællesskab fremstår biskoppernes fællesskab med biskoppen af Rom, Peters efterfølger paven, kort sagt, som den centrale figur og den katolske enheds garant.

Alle véd, og vi katolikker véd det bedre end andre, at vores kirkes historie bestemt ikke er nogen skønhedsåbenbaring. Men trods alle menneskelige fejl og misbrug har det hellige under altid været til stede i denne kirke: Den Opstandne Korsfæstedes håndgribelige nærvær i Ordet, i Sakramenternes hellige Tegn, i Kirkefællesskabet, der rækker kloden rundt og omfatter alle generationer fra tidernes begyndelse til tidernes ende. I ord og tegn fejrer vi det i hver eneste messe: Jesu liv, død og opstandelse til nyt liv for os alle.