KÆKs møde 13. marts 2012.
Emne: Davids samler i hverdagen
|
 |
Tirsdag den 13. marts var sr. Rut Maria Schmidt
foredragsholder hos os i KÆK om emnet: Davids salmer i
hverdagen. Det blev en spændende gennemgang af nogle hovedtemaer
i Salmerne, som kan siges hver for sig at ramme menneskelivets
lyse og mørke sider eller afspejle en konkret historisk
situation i oldtidens Israel.
Salmerne er ikke alle forfattet af Kong David, det gælder
”kun” ca. halvdelen af de 150 tekster. Salmerne i Gamle
Testamente lever videre i Ny Testamente som Jesus´ anråbelses-
eller lovprisningssalmer til Faderen. Jesus har antageligt helt
fra barnsben været fuldstændig fortrolig med dem.
Salmernes Bog har som grundtemaer tak eller klage til Gud.
Liturgisk er Salmerne fra begyndelsen knyttet til tempelkulten i
Jerusalem, hvor gudsdyrkelsen – tilbedelsen af den eneste sande
Gud – blev centraliseret efter nedlæggelsen af Israels tidligere
mange lokale helligdomme, og til forskel fra Israels nabostater
med deres dyrkelse af mangfoldige lokale guder og gudinder.
 |
I den forbindelse gjorde sr. Rut Maria opmærksom på
flere af Salmerne, som i koncentreret form rummer fylden
i dem alle (Sl. 23 f. eks. vist her til venstre), og ikke mindst Sl. 119, som
med sine 176 verslinjer er den længste af dem alle og
har været grundlæggende bag udviklingen af Kirkens
korbønner. Vi fik ikke blot demonstreret nogle
indfaldsvinkler – også tidshistoriske – til en række af
Salmerne, men i tilgift også næsten et lille sprogkursus
for begyndere i hebraisk – Salmernes eget oprindelige
sprog.
Stor tak til sr. Rut Maria for en inciterende
eftermiddag. |
|
Men der skulle falde en skygge over netop denne glade dag:
Meddelelsen om vor tidligere biskops død ved middagstid. Carly
Majholm tolkede i en bøn vores taknemmelighed for biskop Hans L.
Martensens liv og gerning. Omtalt af HKT
KÆKs møde 14. februar 2012.
Emne: "Julian(a) of Norwich"
Den 14. februar kunne 20 deltagere i vores KÆK møde lytte til
Sr. Anna Marias foredrag om den engelske mystiker Julian(a) of
Norwich og hendes bearbejdelse af sine visioner i det litterære
værk, som på dansk har titlen ”Kærlighedens åbenbaring”.
 |
Hun levede ca. 1342 – 1416 (de nøjagtige årstal kendes
ikke), og i det hele taget er vor viden om hendes liv
meget sparsom. Kun
står det fast, at hun i året 1373 igennem halvandet døgn modtog
en åbenbaring, som hun i resten af sin levetid reflekterede over
og bearbejdede til en samling af tilsyneladende usammenhængende
refleksioner over det guddommelige syn, som havde overvældet
hende i det Benediktinerkloster i Norwich, hvor hun som en af
nonnerne dér levede i streng ensomhed (i ”Recluse”), helt
afsondret fra den ydre verden. Hun var åbenbart ganske
velhavende – hun havde to tjenestepiger – og havde muligvis
været gift på et tidligere tidspunkt. |

Sr. Anna Maria |
”Kærlighedens åbenbaring” er reflekterende strøtanker, nedfældet
gennem mange år efter 1373, over det møde med det guddommelige,
som hun havde erfaret i klostret. De kredser om helt
fundamentale emner som skabelse, forløsning, lidelse, treenighed
etc. Der er ikke tale om afrundede kapitler, emne for emne, men
om skriftligt fastholdte ”indfald” i tilknytning til troslære og
troserfaring. Således som hendes værk er blevet til, er det
først ved en eftertids møjsommelige arbejde – bl.a. ved
tilvejebringelse af krydshenvisninger i originalværket – at det
er blevet muligt at skabe sammenhæng i denne diffuse
materialesamling.
For at lette adgangen til Julian(a)´s åndelige
verden er der udarbejdet en kortere version at hendes værk,
leddelt efter de temaer, hun har behandlet i ganske tilfældig
rækkefølge. Hendes forfatterskab kendes kun i afskrifter, da
originalmaterialet er gået tabt. Det er Benediktiner-nonnerne,
som har sikret bevarelsen af afskrifterne.
”Kærlighedens
åbenbaring” blev første gang trykt i Paris i 1670.
Omtalt af HKT
KÆKs møde 10. januar 2012.
Tirsdag den 10. januar holdt KÆK sin årlige fest, hvor
medlemmerne hyggede sig sammen ved et veldækket bord samt” lidt”
god vin. Samtidigt underholdt irske Terry Murphy. Afslutningsvis
serveredes en rigtig god Irish Coffee. En dejlig underholdning
og et meget vellykket arrangement.
|
Kontakt
Nye medlemmer!
Ældreklubben vil gerne have kontakt med alle ældre i sognet. Kom
frimodigt til vore møder, og tag gerne en god ven eller bekendt med. I
er hjerteligt velkomne.
Henvendelse kan også ske til:
| Birthe Blichert-Toft
Hanne Majholm
Hans K. Thomsen (HKT)
|
tlf: 36 46 20 38 tlf: 39 20 62 49
tlf: 38 74 78 09 |
E-mail: bbt (at) youmail.dk
|
|